Grænsen til vanvid

Manfred og jeg delte kabine i toget, og vi blev begge vækket efter blot fire timers søvn. To mongolske kvinder besatte resten af kabinen, de larmede, og jeg var parat til at smide dem af toget med magt om nødvendigt. Det viste sig at de faktisk ikke engang skulle være i denne kabine, men deres var blevet okkuperet af nogle russere, der ikke ville stå op.

Seks timer ved grænsen - det var da heldigt toiletterne var gjort rene!

Mit morgensure humør skulle dog snart blive formildet kraftigt. Jeg stod i gangen af vognen og indtog en overlevelseskiks i mangel af bedre alternativer, mens jeg tænkte at sådanne kiks vist ikke var tiltænkt folk med tømmermænd, da pludselig den ene mongolske kvinde kom ud og spurgte, om jeg mon havde lyst til lidt rigtig morgenmad.
Det havde jeg naturligvis, og inden jeg så mig om, havde de disket op med en overvældende morgenbuffet. Jeg indså at første del af dagen var reddet, for hvad angik mad.

Lidt afslapning ved grænsen

Omkring middagstid ankom vi til grænsen, hvor vi spenderede resten af dagen og aftenen. De 10-11 timer dér syntes ikke rigtigt at have nogen egentlig grund, andet end måske at drive de rejsende til vanvid.
Tiden fik vi til at gå med at vandre lidt rundt i de knap så charmerende omgivelser, samt at indhente lidt af den forsømte søvn. Sidstnævnte havde jeg dog ikke den store succes med.

Velkommen til Mongoliet

Da vi endelig havde udstået den grænseoverskridende prøvelse af mental udholdenhed og tålmodighed, mente Manfred og jeg at det måtte fejres med et par øl. Det skulle dog ikke være sådan, da der ikke var flere øl ombord på toget. I stedet gik jeg tidligt i seng, hvilket til en forandring dog ikke skulle bringe mig meget søvn.