Turen til Mörön
Dag 46. Onsdag d. 17/08-05
Vi tog tidligt afsted om morgenen mod Mörön, da vi havde en lang dags kørsel foran os. Hele dagen blev brugt i bilerne, og trods det var en flot tur, hvor vi kørte over tre pas, var alle trætte om aftenen, da vi endelig nåede frem.
Dewey og jeg fandt naturligvis en ger, men vi fik snart selskab af den syge del af gruppen. De overtog straks styringen og mente blandt andet, at ovnen i midten af ger'en skulle tændes på fuld styrke. I løbet af et nanosekund sad jeg atter i en overophedet banya - denne gang bare omringet af en bande uslinge.
Varmen samt den farverige snak om deres åbenlyse og frekventerede besøg på toilettet blev mig hurtigt for meget, hvorefter jeg tog flugten derfra. Bandende og svovlende slog jeg i stedet mit telt op i bælg mørke - jeg havde tidligere på turen mistet min pandelampe, og havde sidenhen naturligvis ikke kunnet finde en ny.
Teltet skulle dog derefter give mig en fredfyldt og god nats søvn.