EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

Dokumentation


For at komme ind i Rusland er det nødvendigt med en masse dokumentation. Hvis man tilmed skal i bil er det nødvendigt med endnu mere dokumentation. At finde ud af hvilken dokumentation, som er nødvendig, er mildest talt meget besværligt. Der findes, så vidt vi er orienteret, ingen steder med en beskrivelse af alle nødvendige dokumenter. Ydermere er Rusland i en overgangsfase, hvor tolden ikke længere kræver speciel (udover de sædvanlige toldpapirer) dokumentation til f.eks. en GPS, hvorimod politiet i afsides egne af Sibirien har deres egne regler omkring disse nymodens formodede spionværktøjer.


Her er listen over den dokumentation, som vi medbragte:

Visa:
Fås lettest gennem et russisk turistbureau, der som regel er behjælpelige imod et mindre gebyr. Der findes forskellige former for visa til Rusland. Hvis man skal opholde sig i Rusland under 1 måned kan man få et turistvisum, hvis opholdet er længere end det kan man få et business visum, hvilket kræver en invitation fra en virksomhed i Rusland.
Det er meget vigtigt at fortælle rejsebureauet at man er i bil til Rusland, da dette skal stå særskilt i visumet, ellers risikerer man at blive afvist ved grænsen. Det er dog desværre ikke altid, at rejsebureauerne er opmærksomme på dette, hvorfor det kan være en god ide selv oplyse dem om reglen.
Det tager omkring 14 dage at få et visum, men det er en god ide at være i god tid, eftersom ambassaden f.eks. følger de russiske helligdage.

Internationalt kørekort:
Dette kan fås på kørekort kontorer over hele Danmark mod et mindre gebyr.
Husk at medbringe dit normale kørekort samt et pasfoto på ca. 35x45 mm.

Grønt og rødt kort til bilen:
Nødvendige forsikringspapirer for europæere til kørsel i Europa. Dette gælder ikke i Rusland, men det er jo en meget god ide, at være ordentligt forsikret på vejen til den russiske grænse.
Fås hos ens eget forsikringsselskab. Det koster ikke noget, og de sender det som regel indenfor en uge.

Internationalt kørecertifikat:
Et internationalt dokument, som beskriver bilen med stelnummer osv. Dette dokument er faktisk ikke påkrævet, men det anbefales at medbringe, da hver politimand i Rusland kører efter sine egne regler, og mange politimænd i Rusland anser stadig dette dokument som værende nødvendigt.
Fås på motorkontoret mod et mindre gebyr.
Husk at medbringe registreringsattest, samt at det er bilens ejer som skal møde op personligt.

Kopier:
Det kan være en god ide at tage kopier af alt dokumentation, og opbevare det et andet sted end det originale. Hvis uheldet skulle være ude, er det lettere at bevise hvem man er, hvis man har en kopi af sine papirer.