EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

Fra foden af Mt. Belukha til Tjungur

Dag 19 - 20


hpim0704_tn.jpg

Louise på stien kort efter campen ved Belukha

Vi havde fået at vide, at der var ca. 40 km fra Belukha til Tjungur, hvis vi fulgte en sti langs en flod og senere så krydsede ind over en mindre bjergkam. På vores kort over området målte vi det til ca. 32 km i fugleflugtlinie, så de 40 km passer nok meget godt.

hpim0705_tn.jpg

Stien var ikke altid lige fremkommelig - scrambling på meget løst underlag

Efter at have brugt en dag på at komme bare lidt til hægterne, begav vi os ned fra bjerget.
Nu hvor vi ikke længere havde hestene til at bære os og vores bagage, måtte vi prøve at pakke vores ting så godt vi nu kunne. Vi havde ikke medbragt meget decideret trekking udstyr, så vi havde kun én halvstor rygsæk og en lille dagsrygsæk. Den store rygsæk blev læsset og kom til at veje et ton, så derfor skiftedes vi løbende til at bære henholdsvis den store og den lille.

hpim0707_tn.jpg

En tæt bevokset skov

Det første lange stykke vej gik gennem en tæt bevokset skov, som kun var besværlig at trænge igennem på grund af det havde regnet. Der var store dybe mudderhuller, som til tider var svære at komme udenom, men det lykkedes os nu alligevel nemt at forcere skovstrækningen uden at få et større mudderbad.
Vores tid i Altai havde vist os at russere laver bål hvor som helst og når som helst - de skal jo have deres the. Derfor mente vi også at vi kunne tillade os at tænde bål til måltiderne på vores vandretur. Det var rart med varm mad, selvom vi ikke havde medbragt en brænder.

hpim0709_tn.jpg

Frokosttid. Jesper skal til at koge vand på et ildsted, der vist har været brugt før!

Stien blev ikke ved med at være så fremkommelig, mange steder delte den sig i to for at mødes igen senere - dér gjaldt det om at vælge den rigtige sti, da den ene som regel var en stor mudderpøl og den anden en lidt mere farbar vej.
Langsomt begyndte stien også at bære præg af, at vi var i bjergene. På vores venstre side tronede en bjergside sig op og på højre side var der et brat fald ned til den brusende flod. Enkelte steder måtte vi ty til egentlig klatring - ukompliceret, men alligevel besværliggjort af et meget løst underlag.

hpim0711_tn.jpg

Her er stien lige drejet væk fra floden og vi skal til at vandre over en bjergkam for at komme til Tjungur på den anden side

Allerede omkring kl. 19:00 begyndte vi at lede efter en lejrplads, men det var først kl. 20:30 vi fandt et passende sted på ruten. På det tidspunkt var vi helt færdige og gik så langsomt fremad, at vi stort set ikke kom nogen steder. Der var en plads, hvor nogle tidligere gæster havde bredt mos ud, så dér satte vi teltet op. Jesper havde stadig feber, så det var rart med noget ekstra isolering mod kulden fra jorden.

hpim0713_tn.jpg

Jesper på toppen af passet

Anden dagen er som regel den værste, og det var den bestemt også for os. Vi var meget ømme og trætte, men dagen startede heldigvis med at Jesper ikke havde feber, så vi pakkede hurtigt sammen og fortsatte mod Tjungur, der stadig forekom os fjern.
Landskabet ændrede sig og vi følte os lidt som Alice i eventyrland, da der var gigantiske trærødder ind over stien på størrelse med...
Skoven var så tæt at vi kun kunne se fem meter frem, og den var helt anderledes end danske velordnede skove. Hér var ingen skovfogeder, der sørgede for at fælde træer og rydde stier. I stedet var der væltede træer overalt, der mange gange lå tværs ind over stien. Ofte stod hele rodnettet lodret op og var højere end os - kæmpe træer der var faldet af ælde eller i vinterstormen.
Vi skulle helst nå lejren denne dag og var derfor lidt bekymrede for vores fart. Vi var blevet overhalet af en del russere, der stormede af sted i en tøjlesløs fart.

hpim0715_tn.jpg

... og Louise på toppen af passet

Efter frokost kom vi ud af skoven og stien gik væk fra floden. Vi vidste at vi skulle krydse ind over et bjerg, når stien forsvandt fra floden, så vi var fortrøstningsfulde, da vi havde fået at vide det ville tage ca. fem timer derfra - klokken var nu 16:00.
Vi begyndte turen op mod toppen af bjerget, hvilket var det hårdeste vi endnu havde prøvet. På et tidspunkt holdt vi pause for hver 100 meter og det var så stejlt, at vi ikke turde sætte rygsækkene fra os.
Mens vi kæmpede os op af bjergsiden, mødte vi en enlig(!) mand kun iført tangatrusser og rygsæk - han gik barfodet.
Da vi nåede toppen var kl. 19:30 og vi skyndte os at lave aftensmad, hvorefter vi fortsatte ned af bjerget på den anden side.

hpim0717_tn.jpg

Udsigten på vejen ned af bjerget over dalen, hvor Tjungur ligger

Herfra fortsatte vi uden pause mod campen - i starten fordi vi ville nå turen inden det blev mørkt, og da vi ikke nåede det, så fordi det bare var bælgmørkt!
Da vi var nået ned fra bjerget og gik hen over en eng, hørte vi pludselig nogle voldsomme lyde fra skovbrynet et par hundrede meter fra os. Det lød unægteligt som ulve, der sloges. Uanset hvad det var, så fortsatte vi i hvert fald i ildmarch resten af vejen til campen.
Der var heldigvis nogen oppe, som tilbød os at lave mad, men vi manglede kun vand, som vi var løbet tør for oppe på bjerget, og en seng. Vi lejede et stationært telt med senge og gik omkuld.

hpim0719_tn.jpg

Trætte, meget trætte, men endelig nede i campen

Det var enden på vores Altai trek, der må siges at være meget hård.
Da vi tog hjemmefra, havde vi ikke regnet med at tage på en reel trekkingtur, så vi havde ikke trænet.
Turen er dog absolut anbefalelsesværdig, da det uden sammenligning er det smukkeste område vi nogensinde har været i. Det er meget varieret, og vi blev konstant overrasket over noget nyt, dyr, planter, udsigter, vandfald, bjerge og meget andet.
Helt fantastisk!