EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

Fra Tjungur til foden af Mt. Belukha

Dag 17 - 18


hpim0683_tn.jpg

Hér ses de flotte enge og imponerende bjerge i baggrunden

Jesper havde aftalt med hestemafiaen, det lokale øgenavn for en stor mand der styrede alle byens heste, at vi skulle af sted kl. 8 om morgenen. Da vækkeuret ringede, fortrød Jesper dog bitterligt det tidlige tidspunkt, men op kom vi da og fik tilmed pakket vores ting. Vi nåede (næsten) endda at spise morgenmad, inden vi skulle bestige vores heste for første gang og ride mod højere luftlag. Klokken var blevet 9 og morgenmåltidet blev afbrudt af hestemafiaen, der kom og sagde at NU skulle vi altså af sted.
Da vi kom hen til hestene og mødte vores guide for første gang, var det et "glædeligt" gensyn med manden fra dagen før, som havde prøvet at sælge os turen udenom hestemafiaen. Vi indså tilmed hurtigt, at hestene som guiden, Alec, havde medbragt vist var nogle værre gamle "krikker".
Det var da heller ikke i lyntempo, vi red fra byen og mod bjergene. Jesper morede sig lidt med at sakke bagud med hesten og så få den til at galopere op til Louise og Alec igen.
Efterhånden som tiden gik, faldt vi dog til ro og nød blot at lade hestene føre os langsomt igennem vilde skove og flotte enge.

hpim0686_tn.jpg

En nedbrændt og uhyggelig skov på vejen mod første bjergtop

Da vi nåede cirka otte kilometer væk fra byen og camp'en, lod Alec sig forstå, at det altså var dér, vi ikke ville være kunnet kommet længere, hvis vi var kørt i bil. Umiddelbart måtte vi jo give ham fuldstændigt ret... den brede sti vi havde fulgt dertil forsvandt næsten helt og blev til en lille meget smal sti, hvor en bjergside tronede sig op på den ene side og forsvandt ned i dybet på den anden.

hpim0690_tn.jpg

Var der nogen som sagde fantastisk udsigt over bjergene, dalen og en truende himmel, der heldigvis ikke blev til noget...

Derefter gik det bare op og op ad den lille smalle sti. På dét tidspunkt var vi begge utroligt glade for at vores heste virkede meget stille og rolige. Stien var nu så smal at en hest med rytter kun kunne møve sig af sted - pludselig til vores store gru og forskrækkelse mødte vi nogle andre heste, der var på vej imod os. Vi stødte heldigvis ind i dem i et lille sving, hvor der vel var plads til 1,5 hest i bredden. Det var nogle lokale som så ud til at ride med forsyninger.
Vi var stive af skræk og klamrede os så meget fast til hestene at vi næsten fik krampe. "Naturligvis" skulle DE indenom, og da den ene red forbi Jesper blev Jespers hest skubbet, så den vaklede sidelæns ud mod afgrunden... i dét øjeblik gik der et kæmpe sug igennem maven på Jesper og de første 26 år af hans liv passerede i revy foran øjnene. Både og Jesper Louise overlevede dog uden større mén.
Turen fortsatte af den smalle sti og efter et stykke tid drejede vi væk fra floden og op mod den første bjergtop, derfra mødte vi ikke flere vandrende. Vi red af sted langs bjerget på en eng, der var fuld af vilde blomster, et fantastisk sted hvor vi også holdt frokost. Alec lavede bål i løbet af ingen tid over hvilket han kogte vand og lavede te. Russere drikker meget te - flere gange om dagen. Vi havde taget dåser med hjemme fra Danmark, som vi varmede og spiste. Alec smagte også lidt, men han så ikke synderligt begejstret ud. Vi forstod ham godt.

hpim0693_tn.jpg

Hyggelig frokost med "dejlig" dansk dåsemad. Det er Alec, vores bjergguide, til venstre

Området er udråbt til et særligt naturområde, der skal beskyttes af FN, men desværre er skraldesituationen i hele Altai utrolig dårlig. Både turister og lokale smider, synligt uden større skrupler, alt deres affald oppe i bjergene. Det er noget svineri, men de har ikke så mange andre alternativer. Selv i landsbyerne bliver der ikke hentet skrald som i Danmark, så i stedet brænder de deres affald - både det brandbare og det ikke brændbare.

hpim0689_tn.jpg

Et billede af bjergene omkring os

Da vi efter frokost besteg hestene, kunne vi mærke at vi var begyndt at blive ømme i bagen. Så vi fandt straks nogle tæpper frem, vi havde medbragt som et ekstra soveunderlag. Vi havde nemlig kun medbragt ét letvægtssoveunderlag, da vi i bilen havde medbragt en stor to-personers luftmadras. Den var naturligvis alt for tung til en vandretur.
Engen med de vilde blomster blev til en tæt skov, hvor igennem en våd og smattet sti førte os stadig højere og højere op. Hestene syntes åbenlyst ikke om terrænet og dét engang imellem at skulle gå i knæ-dybt mudder/vand, men det lykkedes os da heldigvis med et par kærlige klap at få hestene til at vandre. Efterhånden som vi nærmede os toppen af bjerget, blev den grønne skov til en uhyggelig grålig skov. Det var resterne efter en voldsom skovbrand, der stod tilbage. Stammerne var ikke højere end 3-4 meter, og de var enten helt sorte eller grå. Det var en ret uhyggeligt atmosfære, der mindede om et scenario, der kunne have været med i et af Tolkiens eventyr. Inden vi nåede toppen af bjerget passerede vi skovgrænsen, hvor den døde skov sluttede og blev til en græseng, der ligeledes også endte efter et stykke vej.

hpim0695_tn.jpg

Vores telt på en temmelig skrående bjergside - det bragte ikke meget søvn

Da vi endelig nåede toppen fik vi frit udsyn over de omkringliggende bjergtoppe - det var et fantastisk syn. På engene omkring os kunne vi også se flokke af heste, nogle af dem havde sko på og var ejet af mennesker, andre var vilde. Det var en speciel hesteart, der er meget små, og derfor ikke kan bruges til at til at ride på.

hpim0696_tn.jpg

Et scenisk hvil, hvor vi kunne strække vores ømme ben

Senere, efter at være kommet op at en meget stejl side, hvor vi begge var ved at panikke fordi hestene hele tiden stoppede og knap nok kunne tvinge sig selv videre op, valgte vi at gå ned med hestene i tømmerne. Vi forsøgte ellers at få hestene til at trave ned med os i sadlen, men forgæves. Højst sandsynligt fordi vi var utrænede i at styre hestene, samtidig med at de var vant til at få et rap bagi med tømmerne. Det var vi ikke så vilde med at gøre, selvom Alec lod sig forstå at vi bare skulle piske løs.
Da vi kom over den næste top, var der eng med højt græs på den anden side. Der gik ikke nogen sti, så vi blev nød til at gå med hestene bag os igen. Om det var fordi Alec ikke mente vi kunne ride ned, eller om vi oprindeligt reelt skulle have vandret dér, fandt vi aldrig ud af, men underlaget var meget ujævnt under græsset, og der var konstant fare for et få en forstuvet fod.

hpim0698_tn.jpg

Læg mærke til Louise og Alec i bunden af billedet... det er enorme omgivelser

Det var ved at blive sent, så vi slog lejr halvvejs nede i dalen, et sted med masser af køer og deres efterladenskaber...
Mens Alec startede et bål, ledte vi efter et sted, der var fladt nok til at slå vores telt op. Det fandt vi ikke, så i stedet måtte vi nøjes med det mindst skrå sted. Den nat var uden sammenligning den dårligste på alle fem uger.
Inden vi spiste aftensmad, der igen bestod af dansk dåsemad, gik vi ned til et nærliggende vandløb og vaskede os. Det var rigtig rart, men temmelig besværligt og meget koldt.
Vi havde taget syv liter vand med, så vi behøvede ikke at drikke vandet fra kilderne, der helt sikkert havde været rent nok, hvis det ikke lige havde været for køerne... De lokale koger vandet inden de drikker det!
Mens vi sad og spiste, fandt vi ud af, via en lommeparlør og et fælles udviklet fingersprog, at Alec var 41 år og havde fået to sønner inden han blev 20 år. Den ene af sønnerne var i militæret nu. Selv var Alec fårehyrde og tog derudover turister med på hesteryg til Belukha - højst sandsynligt den største indtægtskilde for ham.

hpim0700_tn.jpg

Mt. Belukha. Den østlige spids er 4.506 meter og den vestlige er 4.440 meter

Efter maden sad Alec og spejdede op mod bjergryggene, der gik halvvejs rundt om os, hvilket naturligvis vækkede vores nysgerrighed. Det viste sig at være bjørne og ulve han kiggede efter, så straks blev vi lidt utrygge, men han forsikrede os om at de ikke angreb mennesker.
Som skrevet tidligere blev natten ganske forfærdelig, det var så koldt at vi på ingen måde kunne holde varmen. Vi lagde os helt tæt med det ene tæppe ovenpå soveposerne, og alligevel frøs vi. Desuden lå vi på en skråning, så vi faldt hele tiden ned i bunden af teltet. Kl. 02 vendte vi os på den anden led af teltet og fandt alt det tøj frem vi havde medbragt. Herefter lykkedes det os at falde i en flygtig søvn.

hpim0701_tn.jpg

På denne top, et helligt sted, mødtes vores rute med en lidt mere menneskelig vandrerute

Næste dag startede vi med at trække hestene efter os igen. Da det blev tid til at hoppe i sadlen, var det ganske ubehageligt. Vi var meget ømme bagi, men alligevel hellere på hestene end at gå selv, da det var ret svært at gå i det høje græs og desuden var vi ømme i benene - specielt knæene var ødelagte af at ride.
Denne dag skulle vi over tre bjergtoppe, og en stor del af turen gik vel over al vegetation, så stien vi fulgte var blandt klipper, klippestykker og fuld af løse sten. Hestene brød sig vist lige så lidt om at færdes på stien med de løse sten, som vi gjorde. De havde svært ved at stå fast, og flere gange snublede Jesper hest - den ene gang faldt hesten forover og slog hovedet ned i stien.
Da vi nærmede os sidste bjergtop på dagens ridt mødte vi flere og flere. På denne bjergtop mødtes vores rute med en åbenbart lidt mere menneskelig vandrerute, som en del så ud til at have taget. Mange af vandrerne gik med sko, tøj og rygsække af så ussel kvalitet, ingen vesterlænding ville overleve et sådant trek... russere må været lavet af et andet stof!
Da vi nåede toppen, fik vi vores første syn af det majestætiske Belukha. Det var fantastisk.
Der var en mindre forsamling af mennesker toppen, og en russer, der kunne en smule engelsk, fortalte os at det var et helligt sted. Der lå sten i cirkler for at symbolisere helligdommen.

hpim0702_tn.jpg

En syg Jesper på sin hest, torden-ild, som vi med en vis ironi havde kaldt den gamle krikke

Turen ned fra bjergtoppen til bunden af den dal, hvor campen lå, gik delvis forbi Belukha og meget af vejen gennem halvskov. Vi fik ikke frokost den dag - sikkert fordi Alec mente vi var for langsomme, til at have tid til at stoppe. Om det var den manglende mad og derved manglende energi, den kraftige sol, den manglende søvn natten forinden eller måske højde, ved vi ikke, men Jesper fik det i hvert fald dårligere og dårligere i løbet af dagens ridt og vandring. Da vi nåede campen havde Jesper feber.
Den aften fik vi kun lige slået teltet op og spist noget mad, inden vi lagde os til at sove.

hpim0703_tn.jpg

Campen ved foden af Belukha

Dagen efter havde Jesper det endnu værre, så vi fik ikke vandret op til en stor gletscher, der ligger lige for foden af Belukha, som vi ellers havde planlagt. Det var noget værre møg, men vi mente at det var vigtigere, vi begge var friske til at trekke ned fra bjerget igen.