EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

Fra Novosibirsk til Altai

Dag 13 - 16


hpim0492_tn.jpg

På vej ud af Novosibirsk farede vi igen vild... de afsidesliggende bydele ser knap så pæne ud!

Vi havde planlagt, at turen fra Novosibirsk skulle gøres på én dag, da vi ikke troede at denne var specielt lang. Men da vi først kom sent af sted fra byen og turens længde overraskede os overnattede vi ca. 150 kilometer fra grænsen til Altai regionen. Vi fandt en større klynge træer midt på en mark og ind i mellem disse gik et næsten usynligt hjulspor, hvor vi forenden kunne lave en lille hyggelig lejr. For at fejre vores første rigtige lejr, åbnede vi en flaske champagne og nogle chips, som vi sad og nød mens mørket lagde sig over landet.
Da vi vågnede næste morgen var vi begge friske oven på en nat, hvor vi havde sovet supergodt på vores nyindkøbte dobbelt luftmadras.

hpim0505_tn.jpg

Her havde vi fundet en perfekt lejrplads - en lille lysning midt i en klynge træer

Da vi endelig nåede til Altai regionens begyndelse, var det en lidt underlig fornemmelse... vi havde kørt tværs gennem verdens største land, igennem flere tidszoner og stod nu næsten ved grænsen til "landet på den anden side af verden" - Kina. Hvad skulle vi egentlig i dette forjættede land?
Vi valgte at køre mod det højeste bjerg i Sibirien: Belukha, som ligger i syd Altai på grænsen til Kasakhstan.

hpim0527_tn.jpg

Sådan ser det ud, når man kører ind i Altai området... fantastisk flot og rart endelig at se lidt bjerge i baggrunden

Det første sted vi stoppede var i en lille by i nærheden af Gorno-Altaysk, hvor vejen gik lige igennem byens handelstorv. Der var en masse små butikker og boder, og vi skulle have både proviant og andre småting, så torvets mangfoldighed passede os rigtig godt.
Efter vi havde købt ind og var på vej tilbage til bilen, kom to mænd hen til os og spurgte, om vi var danskere - på dansk! Hér havde vi kørt 6000 kilometer og følte os som globetrottere på den anden side af civilisationen... og så møder vi to danskere!? Det var næsten for meget af det gode, men alligevel var deres historie nu meget interessant. Det viste sig, at det var to kunstnere, der havde rejst gennem flere områder og lande, såsom Usbekistan og Kasakhstan, for at finde de autentiske levemåder blandt de oprindelige beboere i de respektive områder. Nu var turen kommet til Altai, hvor deres selskab var blevet til en lille bus fuld med folk fra de forskellige lande, de havde været i.

hpim0751_tn.jpg

Turist boder på hovedvejen gennem Altai området

Da vi kørte fra den lille by, opdagede vi at langs den kendte M52 var der masser af turist ting, såsom boder, hytteudlejning, heste og rafting steder. Vi snakkede senere med nogle ældre russere, der fortalte, at hele M52 strækningen, der går fra Nordaltai til Sydaltai, er en kendt feriedestination for alle russere. Generelt synes russere at alt vand er fantastisk og Katun floden, der flyder langs det meste M52 strækningen, er et stort trækplaster. Alle steder langs bredden til floden var der folk der camperede, og alle steder så det hyggeligt ud... folk sad ved bålplader, hvorfra der stod små røgstriber op.
Vi var dog ikke taget hele den lange vej for at ende i et turisthelvede, og vi valgte derfor hurtigt at tage den lange og mere ukendte vej til Belukha. Vi var dog også kun lige drejet af på den mindre vej, da alt turisteriet sluttede. Vejen blev til en smal grusvej, der til tider var næsten ufremkommelig og vi kørte gennem små... SMÅ landsbyer med køer grise, får, hunde og høns gående frit rundt. I vejkanten så vi også tit børn og voksne sidde og kigge på de forbi kørende - vores tungt pakkede bil med danske nummerplader vakte stor interesse uanset hvor vi kørte.
Undervejs på den lille vej mødte vi en del biler, der alle kørte væsentligt hurtigere end os, i meget værre biler. Russerne har en ældre 4-hjulstrukket bus kaldet UAZ (bliver, som kælenavn, kaldet UAZIK eller sådan noget i den stil, hvilket vist nok betyder "lille UAZ"). Hver gang vi så den bus i aktion, imponerede den os, da den kunne komme frem hvor som helst. Dét der dog imponerede os mest var de gamle Lada'er... om det skyldes at de er så billige, at russerne simpelthen ikke passer på dem, eller om de er lavet i kampvognsmateriale, ved vi ikke, men i Rusland er det Lada'erne, der styrer! De bumper af sted over huller og marker med en helt uhørt høj fart. Nogle steder hvor vi var nede og køre 10-20 km/t i zigzag kørsel, blev vi overhalet af en Lada, der sikkert har kørt 80-90 km/t direkte hen over utallige kæmpe huller. Næsten hver gang vi har set et eller andet vanvittigt stunt i en bil, har det været en Lada.

hpim0539_tn.jpg

På vej mod Belukha. Vejen var dårlig og turen tog længere tid end først beregnet!

Vores mål var at komme så tæt på Belukha som muligt, og da vi havde læst at de fleste trekking ture starter i en by, der hedder Tjungur, tænkte vi, at derfra måtte der vel være en enten mulig eller umulig vej op på bjerget i bilen. Byen lå for enden af den vej vi efterhånden længe havde kørt på.
Undervejs overnattede vi et meget idyllisk sted. Der gik en lille flod langs med vejen, og et sted lykkedes det os at køre bilen hen over en eng og ned til floden. Der var vi stort set uforstyrrede, og vi fik for første gang lavet mad over et bål. Aftenen gik med at spise, vaske bil i flodvandet, og hygge til lyden af floden.

hpim0546_tn.jpg

Vores lejr ved en lille flod. Jesper styrer madlavning over den åbne ild

Næste dag mødte vi endnu en politi kontrolpost, og ved denne blev vi stoppet. En mongolsk lignende betjent stak hovedet ind i bilen og sagde noget uforståeligt, hvorefter vi lod ham forstå at vi ikke kunne ét ord hverken russisk eller altaisk. Han var dog vedholdende og vi fandt til sidst kørekort og registreringsattesten frem, hvorefter Jesper blev bedt om at komme med indenfor.
Louise, der blev i bilen, tiltrak sig i mellemtiden en del opmærksomhed fra de resterende mennesker ved kontrolposten. Fire til fem nysgerrige mænd samlede sig omkring bilen og sagde en masse på russisk, som Louise dog ikke forstod. Ved hjælp af fingersprog forstod hun til sidst, at de spurgte om, hvor vi kom fra. Heldigvis var Danmark med på vores ene kort over Rusland, og da de så vores laaange rute foreslog den ene, at vi da kunne have taget en flyvemaskine i stedet - det havde været meget hurtigere. Det hele endte med at alle mændene grinte, hvorefter den mest nysgerrige fik et klask i nakken af én af de andre. Derefter kastede de deres nysgerrighed på bilen.
Jesper var blevet ført ind i et lille faldefærdigt skur, hvor den øverstkommanderende sad - fuldt broderet med medaljer og en hat, der var dobbelt så høj som de andres. Overkommandoen sad bag tremmer i et lille bitte rum, hvor der også var en briks, som vel har været en hvileplads for betjentene eller lokal detention, hvor fuldebøtter kunne sove branderten ud.
Efter gentagne mislykkede forsøg på at udspørge Jesper, der dårligt turde sætte sig på en stol foran tremmerne af frygt for at hele skuret skulle falde fra hinanden, hentede den lavest rangerende betjent den nærtliggende bys "engelsktalende" person. Louise, der sad udenfor, så at to betjente steg ind i en politibil og kørte 40 meter hen til et hus. Dér hentede de en pige, hvorefter de alle tre kørte tilbage til kontrolposten i bilen. Da pigen kom ind i skuret snakkede hun med betjentene et stykke tid, hvorefter de eneste ord hun kunne sige var "hello" og "registration for Kocksa", som var den næste større by vi skulle igennem. Jesper forsøgte at få hende til uddybe dette lidt, ved at spørge "What registration", hvilket medførte en større diskussion mellem de tilstedeværende. Til sidst sagde den øverstbefalende "go... go!". Og jesper fik lov til at gå."

Vi blev ikke senere stoppet og bedt om at vise nogen registrering eller lignende.

hpim0729_tn.jpg

Politi kontrolposten, hvor Jesper blev forhørt. Billedet er taget på hjemturen, hvor der heldigvis ikke var nogen politifolk udenfor

Da det blev aften og vi stadig ikke var nået frem til Tjungur på anden dagen, valgte vi at campere lidt væk fra vejen. Klokken var mange og det var blevet mørkt, så vi fandt det første sted, hvor det var muligt at køre væk fra vejen, der efterhånden, som vi var kommet mere syd på, var blevet til en smal bjergvej med skrænter ned i dybe kløfter med store floder, der skar sig gennem bjergene.
Vi var ikke så heldig som aftenen før, da stedet ikke var specielt idyllisk - der var masser af kokasser, der lå så tæt at vi næsten ikke kunne finde et sted, hvor teltet kunne stå. Da vi havde fundet et sted, og var i gang med at slå teltet op, begyndte det at regne kraftigt... aftenen endte med at vi sad under en pressending og prøvede at lave mad på et bål med vådt brænde.
Om morgenen blev vi vækket af kobjælder, der klingede lige uden for vores telt. Inden vi havde fået åbnet teltet hørte vi også at vores bord med gryder, tallerkener osv. blev væltet. Jesper fik fat i tåregassen, som vi havde medbragt i tilfælde af farlige episoder, og åbnede så teltet. Udenfor var der dusinvis af køer, og det var tydeligvis én af dem, der havde været interesseret i vores gourmetkunst fra aftenen før. I samme øjeblik red en kvæghyrde forbi og kiggede nysgerrigt ind i teltet. Kort efter var køer og hyrde drevet forbi os, og vi fik hurtigt pakket vores ting, hvorefter vi var på farten igen.

hpim0614_tn.jpg

Her har vi kørt bilen ned til flodbredden for at få et godt billede. Det blev da vist meget godt...

Vi nåede kort efter frem til Tjungur, der viste sig at ligge inden for synsvidde fra vores campingsted i dagslys. Byen så ved første øjekast ikke ud af ret meget. Vi tænkte, at vi hellere måtte forsyne os med vand og diverse inden vi skulle køre op på Belukha, så vi fandt en lille butik, men de havde kun carbonated vand, hvilket mildest talt smager frygteligt. To unge fyre, vi mødte inde i butikken, som kunne nogle få ord engelsk, mente at en anden butik havde normalt vand, så de viste os hen til et andet lille marked 20 meter længere nede af vejen. Der var også kun carbonated vand. Til gengæld fortalte de os, at vi skulle over en bro, der gik henover en meget stor og kraftig flod lige ved bykanten, hvis vi ville hen til campen, hvorfra trekkingturene gik.

hpim0639_tn.jpg

Lidt landsbykultur fra Tjungur... dette var det gængse transportmiddel

Da vi kom nærmere broen, var vi ikke helt sikre på, om vi turde køre over den, da det var en gammel træbro, som ved nærmere eftersyn virkede temmelig gennem-mørnet... der var store huller i den og enkelte planker manglede simpelthen. Da vi stod og diskuterede hvad vi skulle gøre, kom de to unge fyre, som vi havde efterladt ved den sidste lille butik, gående. De kunne se vores mistro til broen og forklarede os, at broen var meget stærk. Med stor mistro til broen, og nu de to unge fyre, endte det med at Louise steg ud og tog penge, pas og andre vigtige papirer med sig, hvorefter Jesper langsomt begyndte overfarten. Med lidt zig-zag kørsel udenom de værste huller, kom både bil, Jesper og Louise "sikkert" over.

hpim0645_tn.jpg

Den "meget stærke" bro. Umiddelbart virkede en temmelig ustabil og farlig! Den bestod af to lag brædder og nogle store wirer

På den side af broen spiste vi frokost på en lille cafe, og mens vi sad derinde tiltrak bilen sig meget opmærksomhed fra nogle altaiske drenge og mænd.
Da vi kom ud fra hytten viste det sig, at de havde nogle heste, som vi kunne leje til en tur op på Belukha. Det var dog ikke helt hvad vi havde planlagt - vi skulle jo køre derop, så vi takkede pænt nej. Manden prøvede gentagne gange at fortælle på russisk, altaisk og med fingersprog, at vores ide var helt umuligt. Efter otte kilometer sluttede vejen efter sigende - det troede vi dog ikke på... vi havde jo bilén. Så vi begyndte at køre, hvilket også gik fint det første stykke vej, men efter cirka fem kilometer blev vejen så dårlig, at vi faktisk ikke kunne komme meget længere uden et kæmpe arbejde, så vi gav op allerede inden de otte kilometer, som manden havde påstået var muligt. Da vi kom tilbage til caféen stod manden og ventede, hvorefter vi påbegyndte forhandlinger om pris, længde osv.
Desværre kunne han ikke ét ord udover russiske og altaisk, hvilket betød at vi havde meget svært ved at finde ud af, hvad turen indebar og hvor lang tid den ville vare. Til sidst endte det med at vi igen takkede nej.

hpim0660_tn.jpg

Hovedbygningen på campen. Hele atmosfæren på campen var fantastisk...

I stedet kørte vi hen til campen, hvilket skulle vise sig, at være en rigtig god ide. Campen var en lille fantastisk oase, hvor trekkere og bjergbestigere mødtes for at holde hvil, lade op og more sig enten før eller efter turen op til Belukha.
Der var desuden nogle russiske piger, der arbejdede på campen, som kunne engelsk, og gennem dém lykkedes det os at arrangere en tur op til en anden camp lige for foden af Belukha. Turen bestod af at vi næste dag skulle ride på heste op til denne camp, hvilket ville tage to dage, og så selv trekke derfra på Belukha. Herefter skulle vi så også selv gå ned igen, hvilket, med en vis fart, skulle kunne gøres på to dage.
Da vi havde arrangeret turen, og pigerne havde fundet ud af, at vi var danskere, pegede de ned på en lille gruppe, der sad og spiste frokost. To af dem var danskere. Siden vi, for flere tusiende kilometer siden, kørte fra borde i Lipaya, Letland, havde vi ikke mødt en eneste dansker, og nu i Altai havde vi allerede mødt fire. Senere skulle det dog vise sig, at det blev de eneste, men på det tidspunkt virkede det ret vildt.
Det var far og datter, der skulle på en ti dages trekking tur op i bjergene omkring Belukha. De havde bestilt turen hjemmefra over nettet, og havde allerede været på campen i en uges tid, hvor de havde ventet på at alle, fra den gruppe de nu sad med, skulle ankomme... resten af gruppen var russere. De skulle afsted dagen efter - lige som os.
Vi mødte dem ikke igen, da de fulgte en anden rute, men vi håber at Pauline og hendes far havde en fantastisk tur.

hpim0669_tn.jpg

Meget flottere badested kan næppe findes, men vandet var koooldt!

På campen kunne vi spise tre gange om dagen, hvilket var skønt... især når vi nu skulle tidligt afsted næste morgen. Dagen på campen brugte vi på at slappe af, hvilket vi ellers ikke havde haft meget tid til indtil videre. Vi gik også ned til floden for at bade, hvilket var den eneste mulighed udover sauna, da der ikke var brusebad på campen. Vi fandt et godt sted og vaskede os i det iskolde vand. Det var ret dejligt selvom det var koldt.