EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

Fra Moskva til Novosibirsk

Dag 8 - 12


hpim0458_tn.jpg

En vej gennem Sibirien

Vores rute fra Moskva til Novosibirsk er gået gennem byerne: Moskva - Nizh. Novgorod - Kazan - Naberezhnye Chelny - Ufa - Chelyabinsk - Kurgan - og videre gennem den lille by Ishim til Omsk - Novosibirsk.

hpim0366_tn.jpg

Sådan så et typisk, men ganske hyggeligt, frokostbord ud på turen. Oftest et lille stykke væk fra vejen...

Trods vores noget ringe navigationsudstyr, bestående af en GPS tilsluttet en bærbar med et kort, som kun kunne bruges til en overordnet oversigt samt et papirkort over hele Rusland, har vi ikke haft de store problemer med at finde vej gennem Rusland. Skiltningen er generelt god mellem byerne, meeen når man kommer ind i byerne, så er sagen en HELT anden... dér er der ingen skiltning, og vi har sammenlagt brugt oceaner af tid på at finde den rigtige vej ud gennem næsten samtlige byer, vi har kørt igennem.
Befolkningen har heldigvis været villige til at hjælpe, men ingen kan engelsk og de har bestemt ikke selv henvendt sig, når vi har stået midt i en by med et kort og set forvirrede ud. Russere virker meget generte, måske skyldes det at de ikke kan engelsk, for samtidig er de meget nysgerrige og vender sig om efter os og bilen.
Der er kun få veje der krydser igennem Rusland, derfor har vi ofte kørt ligeud maaange kilometer i træk. Skiltningen er ok, man skal bare huske at selvom der ikke er skilte i 200 kilometer, kan man godt være på rette vej... hvis bare man er kørt ligeud hele vejen.

hpim0417_tn.jpg

Køer, enten på vej over vejen eller bare stående midt i det hele. Et normalt syn, når man kommer forbi Uralbjergene og ind i selve Sibirien

Overalt langs vejkanten er der boder. Det virker som om hver landsby har sit tema og alle i landsbyen sælger det samme: enten meloner, legetøj, bær, samovarer, badedyr, eller lertøj osv.
Der er også mange autoværksteder, især indtil Kurgan, hvilket vist også kan kaldes nødvendigt. Der ligger sprængte dæk i vejkanten, og mange biler står med motorhjelmen åben og ejeren halvt nede i motorrummet. Det virker som om, at alle russere med en bil, har en mekaniker i maven.
På mange biler, især de store tunge lastbiler, ser det ud som om dækkene kunne falde af når som helst, da de slingrer voldsomt fra side til side.
Desuden er motorerne så gamle og slidte, at en stinkende kulsort røg kommer ud af udstødningen - ikke så lækkert at køre bagved... og især ikke op ad bakke, da de hér kun kører omkring 5 km/t.

hpim0218_tn.jpg

Var der nogen, som sagde "mistænkeligt"?

Der kører mange personbiler og lastbiler med europæiske landemærker eller tekster på - nogle med russiske nummerplader og andre helt uden plader. Én gang så vi endda en dansk udlejningsbil fra Europcar uden nummerplader på... denne kan næsten ikke været andet end stjålet.
Ellers ved ved vi ikke rigtigt om de andre har været stjålne eller hvad... men underligt er det nu!
Desværre mødte vi ikke rigtig nogen på vejen, som vi kunne spørge om bilerne.

hpim0424_tn.jpg

Hér havde bilen sine første småproblemer... en forlygte var gået. Det havde været hurtigt fikset, hvis det ikke var for nogle dræberbier, som gik amok på Jesper!!!

Flere steder på vejen lå der døde hunde, som ingen havde gidet fjerne, en enkelt så ud som om den havde ligget der i et godt stykke tid.
På nogle strækninger var der så mange huller i vejen, at vi blev nød til at køre i zigzag og kun med 10-20 km/t - andre steder var der helt ny asfalt, der til en forandring var skøn at køre på.
Det underlige ved de strækninger med god asfalt, er at de både kan være inde i byerne, men også midt mellem to byer, hvor der pludselig er et par hundrede meter ny asfalt. Desværre varer den nye asfalt heller ikke længere end det, et par hundrede meter, så er det dårlig bumpet vej igen.

hpim0363_tn.jpg

Sådan så 50 kilometers kø ud fra vores synsvinkel *gaaab*

På vej ud af Moskva kørte vi næsten 50 kilometer i en meget langsomt kørende kø, da der var så meget trafik. Trafikken blev ind i mellem helt stoppet af en flok mænd, der lavede den nye vej.
Da vi endelig, efter flere timers kørsel, kom ud i et mere åbent landskab med færre biler, var vi meget spændte, fordi turen ud af Moskva ligesom var porten ind til den ukendte del af Rusland... og vel nok begyndelsen på det egentlige eventyr.

hpim0374_tn.jpg

Dårlig vej i Rusland... dog kan de nemt se meget værre ud. Vi var i hvert fald glade for vores 4-hjulstrækker

Vi fandt hurtigt ud af, at politiet har kontrolposter overalt i Rusland, ved alle ind- og udfaldsveje samt ved "grænserne" ved de forskellige republikker, men naturligvis også spredt ud på resten af landet. Alle biler kører langsomt forbi, og efter godtbefindende tager de ventende "gribbe" nogle biler til side.
Vi blev også taget til side nogle gange, men da de fandt ud af, at vi ikke kunne ét ord russisk vinkede de os heldigvis bare videre.
Vi havde hørt og læst hjemmefra at politiet konstant skulle bestikkes, men dette var vi kun ude for én gang på vejen mod Altai. Det var på vej ud af Kurgan, hvor en flok unge betjente, der sad i vejkanten i en parkeret politibil, stoppede os. De grinede konstant og efter at have set vores papirer lod de os forstå, at de ville have penge. Vi slap med ca. 100 kroner, hvorefter Jesper bandende og svovlende kørte videre.
En anden gang overså vi et stopskilt ved en kontrolpost og blev derfor stoppet, men denne politimand grinede heldigvis bare og forklarede, at hvis vi var kørt videre ville han have skudt efter bilen.
Det virker som om posterne bare er et levn fra den totale kontrol under kommunismen, hvor ingen kunne bevæge sig, uden det blev opdaget og noteret. Vi kan i hvert fald ikke se nogen større mening med disse poster i dagens Rusland.

hpim0451_tn.jpg

Når det regner i Sibirien, så REGNER det. Viskerne kørte med hurtigste tempo og sigtbarheden var nede på 5-10 meter. Af de få biler, der var på vejene, stoppede de fleste

Første nat overnattede vi mellem nogle træer, hvor vi troede at vi var usynlige fra vejen, men da det blev lyst om morgenen, så vi at vi var meget synlige, eftersom vi kun var kørt et par meter ind imellem nogle birketræer. Desuden fandt vi også ud af, at det godt kan betale sig, at stille bilen i skyggen, hvis man vil sove i den - der må mindst have været 40°C.
I stedet for at flytte bilen til en skyggeplads åbnede vi vinduerne op til tusinder af myg - dårlig ide. Så det hele endte med at vi tog vores myggenet og lagde over hele bilen, hvorefter vi kunne sove et par timer til med åbne vinduer. Bilen må have set sjov ud fra vejen - det må have lignet en brud på flugt, som havde fået sløret fanget af bilen.

hpim0425_tn.jpg

Indhegnet sovested med sværtbevæbnede vagter - nemt og trygt...

Ved afslutningen af anden dag nåede vi til Uralbjergene, som desværre ikke virkede specielt store eller fantastiske. Til gengæld var naturen helt anderledes end hvad vi ellers havde set - den var vild og uberørt.
Da vi blev for trætte til at køre, fandt vi et oplyst sted med indhegning og svært bevæbnede vagter. Det kostede kun et par håndører at have bilen stående dér, og samtidig føltes det sikkert i et måske usikkert område... vi så i hvert fald ikke flere lignende steder på resten af turen.
Desværre ankom vi sent og der var kun få pladser tilbage, så vi derfor fik vi en ret dårlig plads under en kraftig lygte, men den klarede vi dog nemt med håndklæder for samtlige vinduer.
Da vi vågnede var vi næsten de eneste tilbage.

hpim0437_tn.jpg

En sibirsk sø midt i skumringstiden - smukt

Hovedvejen, som vi havde fulgt siden Moskva, og som kørte hele vejen til Novosibirsk, kørte lige igennem Kasakhstan, hvorfor vi ikke kunne køre af denne hele vejen, da vi ikke havde et "multiple entry visa". Vores kort over Rusland viste ingen vej udenom og de folk vi spurgte sagde alle nedslående ting såsom "not possible", eller at vi skulle køre laaangt tilbage og vælge en helt anden vej.
Da vi var ca. 100 kilometer fra grænsen fandt vi en mindre by, hvor vi spiste aftensmad. Restauranten vi spiste på, var en mellemting mellem et '70 diskotek og en motorvejscafé, som umiddelbart så ud til at det var byens in-sted for de unge. Som vi efterhånden var blevet vant til, så var maden hér heller ikke god, men til gengæld var de mange tjenere meget hjælpsomme med vores videre vej. Da de ikke selv kendte en vej udenom Kasakhstan, fandt de en ung mand, som lignede en typisk russisk truckchauffør, og han kunne give os nogle overordnede instrukser om vejen.
Vi fik tanket og kørte så ud på en mørk, ensom og uvejsom tur udenom grænsen.

hpim0435_tn.jpg

Af denne endnu farbare drejede vi af, for at køre udenom Kasakhstan

Vi fandt dét sted, hvor den unge mand havde sagt, vi skulle køre af hovedvejen, og der blev straks opildnede med godt humør, da vi så et stort skilt mod Ishim, den by som lå på toppen af det omvendte 'V' vi skulle over for at komme udenom Kasakhstan. Desværre varede det ikke længe, for vejen vi kørte på blev kort efter til en lille grusvej, som lidt efter delte sig i to, hvor der ved begge veje stod et skilt mod Ishim. Vi valgte den ene og kørte videre på en vej, der blev mindre og mindre for hver kilometer. Hele området var en gigantisk sump og vejen sneglede sig afsted lige over dens ulækre overflade. Somme tider var det som om vejen var sunket ned i vandet og bilen kunne følge lige efter, men heldigvis fortsatte dens mudrede spor lige under vandoverfladen.
Efter lang tids kørsel endte vi i en lille øde sibirsk landsby, hér stoppede sporet og det var ikke Ishim. Nogle meget bidske hunde overfaldte bilen, da vi vendte den og Jesper, som kørte, valgte at trykke på speederen inden de fik bidt hul i et dæk eller flået en skærm af. Heldigvis skete der ikke noget.
Vi kørte tilbage til de to skilte og valgte den anden vej... denne var også forkert, og det hele endte med at vi fandt en sidevej til en sidevej, som så lidt større ud end resten af de små grus- og mudderveje. Denne kørte vi på i blinde i nogle timer, hvorefter vi til sidst så et skilt mod Ishim... dette var rigtigt og vi var på rette vej.
Den nat kørte vi uden stop.

hpim0438_tn.jpg

Solopgang over den sibirske sump, som syntes at fortsætte i det uendelige...

Da det blev lyst igen, var vi næsten nået til hovedvejen på den anden side af Kasakhstan. Langsomt ændrede naturen sig og lignede nu mere og mere steppe med enkelte klynger af træer. Befolkningen var både mongoler, tyrkere og hvide russere. Vejen var næsten tom, og der var kun få tankstationer og cafeer på de knap 700 km fra Omsk til Novosibirsk.
I vejkanten lige inden Novosibirsk var der mange steder bål, hvor familier sad og lavede mad. Nu var vi virkelig kommet ud i vildnisset.

hpim0470_tn.jpg

Vores hotel i Novosibirsk... i ægte Sovjet stil

I Novosibirsk valgte vi at overnatte på hotel, da vi trængte til et rigtigt bad og en ordentlig seng efter de ca. 4000 kilometer fra Moskva.
Dagen efter købte vi et ordentligt kort over Altai, samt nogle ekstra ting til at tage med ud i ingenmandsland.
Vi fik også set hovedbanegården, hvor den transibiriske jernbane kommer forbi. Selve bygningen var ret flot udsmykket indeni, og vi nåede at tage et par billeder inden en meget bestemt dame fortalte os, at det måtte vi ikke. Så i stedet spiste vi grillede spyd på pladsen udenfor til morgenmad - det smagte ret godt.

hpim0479_tn.jpg

Hovedbanegården i Novosibirsk... ganske imponerende