EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

Sankt Petersborg

Dag 3 - 4


hpim0164_tn.jpg

Smukke Sankt Petersborg... hér med et billede af Vinterpaladset

Trods alle råd om ikke at køre om natten i Rusland på grund af gigantiske huller i vejene og hærskarer af landevejsrøvere, valgte vi at køre fra grænsen til Sankt Petersborg denne første nat i Rusland. Hvorvidt vi var heldige eller historierne om hullerne og landevejsrøverne er overdrevne ved vi ikke, men vi havde i hvert fald ingen større problemer med nogle af delene.

I Sankt Petersborg har de omkring Sankt Hans et fænomen kaldet "white nights", hvilket betyder at det kun er halvmørkt i meget få timer. Derfor havde vi ingen tidsfornemmelse, da vi vågnede på hotellet og ville ud for at spise aftensmad. På gaden var det lyst som om dagen og den var levende af unge mennesker, som alle så ud til at have deres egne gøremål. De omkringliggende butikker og restauranter havde lukket, og vi fandt pludselig ud af, at klokken var omkring 23, så derfor endte vi med at spise på en døgnåben Kentucky Fried Chicken... ikke særlig spændende.

hpim0184_tn.jpg

White nights i Sankt Petersborg... dette billede er taget omkring kl. 23

Den aften fandt vi også ud af, at vejret i Sankt Petersborg er hurtigt omskifteligt, da vi pludselig blev fanget af en kraftig styrtregn. Mens vi stod under en markise i over en halv time og ventede på, at det skulle stoppe, så vi russernes rolige måde at klare den sag på. De fleste havde paraply med, andre gik videre og blev gennemblødte, nogle smed skoene og gik på bare tæer i regnen, dette gjaldt både gamle og unge.
Skt. Petersborg er bygget ovenpå et sumpet område og derfor er der konstant meget fugtigt, byen nærmest lugter jordslået - dette er særligt slemt nede i metroen, da denne ligger laaangt under jorden på grund af den sumpede undergrund.

hpim0148_tn.jpg

Vores fantastiske udsigt fra hotel Moskva

Dagen efter, da vi var på sightseeing, købte vi også paraplyer, da det viste sig at være ganske normalt med den slags byger - lige pludselig øser det ned fra en klar himmel!!!
Vi havde besluttet, at vi kun ville se de allerstørste turistattraktioner og ellers bare opleve byen, eftersom vi kun havde én dag tilbage. Vinterpaladset nøjedes vi med at se udefra, da køen var så lang at den gik tværs over paladspladsen.

hpim0175_tn.jpg

Et billede af Blodskirken

En ting der slog os på vores tid i Sankt Petersborg var, at der ingen cyklister er i bytrafikken, vi så kun én i udkanten af byen - og han cyklede på fortorvet. Det finder vi dog ikke så underligt, da Russere kører som om, de konstant deltager i et dødsrally. Det betyder også, at fodgængere er et jaget folkefærd, da bilerne tydeligvis altid har forkørselsret. Alle russere løber over gaden, trods grønt lys i fodgængerfeltet, og den ene gang hvor vi så to fodgængere, der havde lidt for god tid med at komme over, lavede en bil en kraftig opbremsning efterfulgt af, at en meget hidsig russer sprang ud af bilen og sparkede den ene af fodgængerne!!!

Vi fik ikke købt nogle souvenirs i Sankt Petersborg, men vi fandt ud af at priserne svinger utrolig meget. Man skal derfor være meget opmærksom på, hvor tingene bliver købt... det kan godt betale sig, at sammenligne priser. For eksempel var tingene på hotellet tre gange så dyre, som i boderne ude i byen.

Trods de store ændringer, der er sket i Rusland lever bureaukratiet endnu - på hotellet fik vi tre små sedler, da vi tjekkede ind, der alle skulle bruges til noget forskelligt på forskellige kontorer og diske. Vi var således også to steder for at få morgenmadsbilletter, som i hånden blev noteret ned med fortløbende nummer på lange lister ved udlevering - og igen da vi afleverede billetten ved indgangen til restauranten. For at få vores pas tilbage, der skal registreres når man ankommer til Rusland, skulle vi have en ny seddel ved én skranke, betale et lille beløb ved en anden skranke og hente passene ved en tredje skranke. Det krævede al vores tålmodighed at komme igennem alle de skranker og små sedler. Dertil kommer at de russere der betjener skrankerne bestemt ikke er i godt humør, eller også er de bare trætte af turister - de er i hvert fald skide sure.

Inden vi begav os ud i byen, blev vi nødt til at hæve nogle rubler - det første sted virkede kortet ikke, det næste sted, en bankautomat, bad vi om ét beløb og fik næsten dobbelt så meget, desværre var kvitteringen på det beløb vi fik!!
Det gælder om at være vågen i et land som Rusland, og ikke tage noget for givet.

hpim0197_tn.jpg

Så gik turen til Moskva...