EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Sibirien 2003

På vej mod Rusland

Dag 1 - 2


hpim0098_tn.jpg

Her er vi foran bilen lige inden afgang

Så kom vi endelig af sted!

Ikke nær så parate som vi oprindeligt havde ønsket, da bilen var ikke blevet helt færdig og vi havde ikke skaffet alle de planlagte ting, men ikke desto mindre var det en dejlig fornemmelse at forlade lille og alt for velkendte Danmark. Nu begyndte vores første store ekspedition.

Sibiriens øde og vilde natur virkede dog stadig som en uvirkelig og meget fjern destination, da vi kørte ned af Enghavevej med farvel komiteen vinkende i bakspejlet.

Vores tur gik over Øresundsbroen til Malmø, hvorfra vi kørte til Karlshamn. Dér skulle vi have vores færge, som sejlede til Lipaya i Letland. Da vi nåede til Karlshamn og ikke kunne finde den rigtige kaj i havnen på grund af en GPS med dårlig stedsans, som viste os til den forkerte kaj, begyndte ekspeditionens første udfordringer (hvilke vi senere skulle have masser af). Vi kørte forgæves rundt i Karlshamns små tomme gader med 120 km/t, for til sidst at møde en venlig mand i en parkeret bil, som kunne fortælle os vejen. Alt dette betød at vi kom løbende ind i check-in hallen 35 minutter efter denne var lukket. Det skal lige hér siges, at færgen kun sejlede én gang i døgnet og der minimum var en uges ventetid på billetter, så Jesper var ikke bleg for at fortælle en lille hvid løgn om en forkert bekræftelse. Det hjalp tingene lidt på vej, og de to piger bag skranken sørgede heldigvis for, at vi kunne komme med trods forsinkelsen.

På grund af udsolgte billetter til færgeoverfarten havde vi bestilt de sidste business class billetter til overfarten, hvilket Louise havde glædet sig til lige siden dagen, hvor de blev bestilt. Så da vi kom om bord på skibet løb vi begge op til vores "drømmekahyt på luksuslineren", hvilket næsten ikke kunne andet end skuffe. Og dét gjorde det.

hpim0112_tn.jpg

Her er en østeuropæisk business class kahyt... hvis bedste karaktertræk var et fjernsyn med lettiske programmer

Det viste sig, at den eneste forskel på en business kahyt og en normal kahyt til ca. 1/3 af prisen, var et fjernsyn og et bad, som vi aldrig nåede at bruge. Louise var ikke glad, men hvad kunne man forvente af en østeuropæiske færge, der havde set både første og anden verdenskrig. Man kunne mærke historiens vingesus og slid, hvilket gjorde oplevelsen helt historisk.

Hvordan kan man karakterisere turen gennem Sverige, Letland og Estland til Rusland? Umiddelbart vil vi nok betegne den som værende dårligt planlagt, uheldig og besværlig.
Vi nåede kun til den lettiske grænse før flere problemer opstod. Tolderne var så venlige at spørge efter vores forsikringspapirer, hvilke vi med det samme vidste var glemt på pakkebordet i Danmark. Ak, til uhyrlige priser og ydermere ufordelagtige kurser måtte vi tage hul på vores nødration af medbragte dollars.

hpim0120_tn.jpg

Så kom vi til Letland, hvor solen skinnede og alt virkede som muligt. Det var rart

De første par timer i Letland skinnede solen og det var meget varmt. Men herefter regnede det hele vejen til Skt. Petersborg, nogle steder voldsomt med dråber på størrelse med bordtennis bolde mens det andre steder kun støv regnede. Vi kørte fra færgen kl 9 om morgenen og var først fremme i Skt. Petersborg 27 timer senere. 27 timer i regnvejr.
Vejene i Letland og Estland er gode, men der er ingen motorveje, og der er ret tydeligt at befolkningen overholder fartbegrænsningerne, når de nærmer sig en by sætter de farten ned til næsten 40 km/t og snegler sig igennem for først at sætte farten op igen når byzonen stopper. Vi gjorde naturligvis det samme, hvilket viste sig at være meget heldigt, da Louise inde i en lettisk by sneglede sig lige forbi en "skjult" politibetjent med noget der lignede et videokamera rettet mod de kørerne. Vi gik ud fra, at det var en fartfælde.

hpim0128_tn.jpg

I Letland var der utroligt mange storke og vi gættede derfor på, at de var flygtet fra paparrazi fotograferne og den konstante presseomtale fra de danske medier

Grænsen mellem Letland og Estland lå i den mest trøstesløse by, som nemt kunne være taget ud af en film om anden verdenskrig. Husene og befolkningen var grå og triste, og kun ind sjældent så man nogle unge, der lyste lidt op i deres farvestrålende tøj - ellers kunne man med lethed have malet byen med tre forskellige farver fra paletten.
Imens den lettiske grænsevagt, en ung kvinde, ledte efter stelnummeret på bilen, gik flere lokale beboere over grænsen, der virkede som en bombastisk opdeling af byen. Befolkningen kunne benytte begge sider byen, dog blev deres pas tjekket og tastet ind i computeren, hver gang de skulle over grænsen.
Langt om længe gav tolderen op, Jesper sagde at stelnummeret sad under vangerne, men vi turde ikke så sent fortælle hende det - måske ville hun tage det som en hån, at vi hele tiden havde vidst det... for os havde hun den absolutte magt, og vi skulle bare over den grænse hurtigst muligt, så vi kunne komme videre.

Ved den Estiske grænse bare 2 meter fremme, kiggede den estiske grænsevagt vores papirer igennem igen - han havde lige set dem, da han ville hjælpe den lettiske pigen med at finde stelnummeret. Igen manglede vi vores grønne kort og måtte betale os fra det, 22 dollars forlangte de. Vi havde kun 25 og det virkede ikke som om de ville give tilbage.

Da vi gerne ville til Sankt Petersborg hurtigst muligt, kørte vi nonstop, hvilket betød at Louise på et tidspunkt måtte "gå af på naturens vegne". Så vi kørte ind på en lille tværgående skovvej og steg begge ud af bilen. I samme øjeblik var vi omringet af en hær af myg, hvis summen kunne høres trods den kørende dieselmotor. Jesper lavede en hurtig undvige manøvre ind i bilen, mens Louise skyndte sig at tisse. En nødvendighed der skulle plage Louises numse i dagevis på grund af utallige mygstik.

hpim0139_tn.jpg

"Dejlig" estisk mad købt i et supermarked på vejen gennem en lille by. Det bestod af et kyllingelår (håber vi) og var derefter blevet dyppet i kartoffelmos. Det smagte ikke godt...

Da vi langt om længe ankom til Narva, grænsebyen til Rusland, var klokken blevet 22. Ligesom de foregående mange byer, som vi havde kørt igennem, var der næsten ingen skiltning, hvilket betød at det tog os en halv time at finde grænsen. Vi havde hørt frygtelige historier om den russiske grænse, så da vi så, at der kun var 5 biler foran os, blev vi temmelig optimistiske og regnede med at vi ville være ovre grænsen på en halv times tid. Vi skulle blive MEGET klogere.
Da de første 5 biler var kommet igennem, og vi endelig stod ved porten til det forjættede land, rakte grænsevagten hånden krævende frem og sagde noget uforståeligt. Vi gav ham pas samt diverse dokumenter, hvorefter han rystede på hovedet og spyttede noget mere uforståeligt ud gennem overskægget. Det viste sig, fandt vi ud af efter vagten kom med en engelsk og tysk seddel, der forklarede at vi skulle hen i den anden ende af byen for at købe en billet til 15 estiske kroner (på det tidspunkt svarende til ca. 10 DKK). Da vi havde været byen rundt 3-4 gange og først derefter fandt stedet, fik vi ved indkørslen til en gigantisk parkeringsplads udleveret en lille metalplade med et nummer. Herefter kørte vi om bag en af de mange rækker af parkerede biler. Klokken var nu 23 og alt var helt stille på parkeringspladsen.

hpim0144_tn.jpg

Parkeringspladsen fra helvede...

Tiden gik og intet skete, hvorefter vi valgte at gå lidt rundt på pladsen. Uden at det kom som nogen overraskelse indså vi snart at ingen af vagterne snakkede et ord engelsk, så i stedet fandt vi en ung ester i en stor Mercedes, som heldigvis (og lidt til vores overraskelse) snakkede fantastisk godt engelsk. Han var utrolig hjælpsom og forklarede os hele systemet, som efter hans mening var fuldstændigt unødvendigt og over-bureaukratisk. Det viste sig, at 5 biler fik lov at køre ad gangen, og det var kun når deres numre blev kaldt op. Ydermere skulle man være opmærksom på hvilke numre, som blev kaldt op, for når man var inden for de næste 5, så skulle man skynde sig op og købe billetterne... ikke før og bestemt ikke efter. Da vi ikke havde nogle estiske penge, var den ualmindeligt flinke mand så venlig, at give os de 15 estiske kroner.

Mens vi ventede på vores tur opdagede vi et sjovt fænomen - hver gang nogle numre blev råbt op kørte de 5 biler afsted som gale rallykørere, hvilket vi umiddelbart syntes var lige i overkanten. Efter vi havde ventet og ventet til kl. var 03, delte vi dog de tidligere bilisters entusiasme for at komme ud fra parkeringspladsen og over grænsen. Takket være de mange rundture i byen inden vi fandt pladsen kendte vi den hurtigste vej, hvilket betød at vi overhalede 3 gamle øst-spande.

Herefter spenderede vi endnu 2 timer i toldzonen, før vi kunne køre ud på den anden side af grænsen. Det var lykkedes os at komme igennem til Rusland. Til vores store overraskelse var tolderne ikke interesserede i hvad vi bragte med over grænsen, de kastede kun et hurtigt blik ind i bilen. Derfor er vi ret spændte på hvad de siger når vi skal ud igen, vi er blevet fortalt at computere, digitalkamera, gps, telefon og penge normalt skal deklareres.

hpim0145_tn.jpg

Det første vi mødte vi var dette skilt med hastighedsbegrænsninger, som vi senere blev enige om, kun kunne være til pynt - vejene var så ringe, at det slet ikke er muligt at køre for hurtigt