EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Da jeg skulle have en vietnamesisk kone

Dag 129. Tirsdag d. 08/11-05


Da jeg vågnede fra min vanvittige søvn, som jeg havde tilbragt liggende på to bussæder med mine 189 cm, var det til morgenmad på et spisested i vejkanten. Der blev jeg blandt andet tilbudt en motorcykeltur rundt og se områdets største attraktioner. Jeg takkede dog nej, hvilket jeg kom til at ærgre mig over senere.
Én af grundene til min ærgrelse var at en pladderhumanistisk tysker og en israeler faldt i snak om verdenspolitik, hvilket naturligvis skulle ske henover mig, bogstavligt skrevet.
Jeg var ved flere tilfælde ved at kaste op...

hpim4109_tn.jpg

Udsigten fra caféen ved flodbredden

Klokken 09:10 ankom bussen til Hue, hvor en mand stod med skilt med mit navn på. Præcis som lovet af ms. Moon på Thuy Lam.
Kort efter stod jeg i mit nye værelse, hvorefter jeg så fjernsyn indtil klokken 12:00.

hpim4111_tn.jpg

Lokal fisker

Da jeg endelig stod rigtigt op, tænkte jeg at byen lige måtte ses an, men da jeg trådte ud af døren, blev jeg ramt af en overvældende varmebølge. I varmen blev jeg doven og endte med at først spise brunch, efterfulgt af et cafébesøg ved Perfume flodens bredder. Det var et hyggeligt sted med stemningsmusik, borde lige ud til floden og ikke mindst en behagelig skygge.
Da jeg sad og slappede af med en fuldstændig udrikkelig citronjuice, fik jeg pludselig selskab af en dame. Det viste sig at hun var søster til ejeren og muligvis nok også arrangerede møder mellem ensomme vestlige mænd og gifteklare vietnamesiske piger. Hun brugte i hvert fald den næste time på at overbevise mig om, at jeg skulle gå med nogle søde piger hun kendte.

Henunder aftenen gik jeg hen på en udemærket indisk restaurant tæt på hotellet, hvor jeg fik en fantastisk middag serveret af et par glade piger, der mente at jeg absolut skulle med dem en tur i byen.
Det eneste jeg skulle var dog tilbage på hotellet og sove...