EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Så skete det sgu igen

Dag 128. Mandag d. 07/11-05


Jeg havde bestemt mig for at blive denne dag med, så jeg sov længe, og da jeg endelig vågnede fortsatte jeg, hvor jeg slap natten forinden; med Cartoon Network.

Da jeg endelig stod op og havde gjort mig klar til at erobre verden, var klokken blevet 15:00.
Nede i receptionen skulle jeg dog få en overraskelse, jeg ikke havde forventet; Moon, bestyrerinden af hotellet, som jeg ellers havde været på den gode side med hele tiden, kom og tog min hånd, og sagde at hun havde brug for en stor tjeneste. Tilsyneladende var der kommet en stor gruppe denne dag, og de havde brug for mit værelse... Ak, ikke igen! Smidt på porten endnu en gang.
Hun havde dog arrangeret et godt værelse på søsterhotellet, men efter blot et par sekunders overvejelse tog jeg det som et spark i rumpetten til at komme videre. Det burde jeg allerede have været taget dagen forinden!

Efter at have bestilt plads på en luksusbus til om aftenen, med en åben billet til en tur hele vejen igennem Vietnam, tog jeg endnu en gang på stam-brunchstedet, Little Hanoi, efterfulgt af min milkshake-stamsted med den rare gamle mand.
Så var det til gengæld også tid til at tage tilbage på hotellet, da Cecilie havde lovet at sende en mail inden klokken 17:00 med planerne for aftenen.
Jeg modtog dog ikke nogen mail!? Så i stedet tog jeg til sidst på Golden Land og spiste en overdådig aftensmad inden jeg blev hentet på hotellet klokken 19:30.

Resten af aftenen og natten blev brugt i bussen.