EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Den mudrede vej til erobringen af Fansipan

Dag 125. Fredag d. 04/11-05


For tre dage siden blev jeg vækket klokken 06:00, da toget kort efter ville ankomme til Lao Cai. På stationen herskede kaos, da dette tog var fuld af turister, som skulle ind i busser, taxaer og andre transportmidler, og derfra videre til Sapa.
En mand stod med et halvkrøllet stykke papir, hvor der stod en masse navne, herunder Jesper. Det var det eneste uden efternavn, men jeg gættede på at det nu alligevel var mig.

hpim4032_tn.jpg

Sapa landsby

Vel fremme i Sapa kunne man mærke masseturismens vingesus, eftersom vi ankom i adskillige busser til samme hotel, hvor alle mand stormede ind og fik en dødsyg standariseret morgenmad.
Efter at have indtaget et måltid og købt ét til for bare at slukke min sult lidt, blev jeg fundet af min guide, der var en del yngre end jeg havde forestillet mig. Rejsebureauet havde snakket om en mand, der boede i området og havde 12 års erfaring som bjergguide. Det viste sig senere at han var 25 år, ikke boede i området og kun havde haft fire ture til Fansipan. Det viste sig heldigvis også, at han var en ok fyr.

hpim4034_tn.jpg

Det var en relativ nem sti som denne, vi fulgte den første dag...

Herefter var næste destination starten af trekket, som lå vel uden for byen. Jeg var blevet lovet en jeep, men fik i stedet en minibus sammen med tre englændere, deres guide og porter. I lige linie med min tidligere kategorisering af rejsende (jvf. dag 122), tænkte jeg straks spader! De skulle dog samme vej som mig, og efterhånden som tiden gik på trekket, viste de sig at være nogle fine fyre. Ak, jeg lærer åbenbart aldrig.

hpim4035_tn.jpg

De omkringliggende toppe

Det var dejligt vejr da vi vandrede afsted mod dagens destination; basecamp ved foden af Mt. Fansipan, Vietnams højeste bjerg på 3143 meter.
Undervejs mødte vi nogle danskere på vej ned, som fortalte om turens varighed, og da jeg kun havde to dage til trekket, lavede jeg lidt hovedregning, der sagde at vi måtte nå længere end basecamp denne dag.
Min guide, der var temmelig urutineret, havde dog ikke lavet dette regnestykke hjemmefra og havde således heller ikke taget telt med, da dette jo ville være tilgængeligt i basecamp. I stedet aftalte vi at have en tidlig start den følgende dag klokken 05:00.
Denne dag vandrede vi kun i fem timer.

hpim4038_tn.jpg

Bare lidt natur

Natten var frysende kold, og selvom jeg lå fuldt påklædt i den lånte sovepose, fik jeg alligevel ikke meget søvn på grund af kulden.
Klokken 02:00 begyndte det at regne!

hpim4041_tn.jpg

...og lidt mere

Da jeg blev vækket en time for sent, klokken 06:00, regnede det stadig, men vi begav os naturligvis alligevel mod toppen, selvom guiden foreslog at blive. Som han sagde, så ville jeg jo stadig have været på Fansipan. BVADR!!! Så let skulle han sgu ikke slippe.
Turen op var særdeles udmattende og ikke mindst våd, og da vi endelig nåede toppen kunne man intet se på grund af kraftig nedbør og tåge... men, jeg var ikke desto mindre nået dertil!
Turen ned skulle dog blive endnu hårdere, og da vi endelig nåede tilbage til basecamp, var jeg fysisk færdig. Desværre var jeg kun nået halvvejs på denne vanvittige mission, så jeg fik atter mit tunge læs baggage på ryggen, hvorefter turen gik mod Sapa.

hpim4046_tn.jpg

Toppen af Fansipan næsten skjult bag skyer

Guiden mente at anden landsby lå tættere på end Sapa, så vi vandrede mod den i stedet.
De næste fem timer skulle blive en af de hårdeste fysiske og mentale prøvelser jeg endnu havde været på. Den voldsomme tropiske regn, mudderet, terrænet, min tunge oppakning og endnu engang mudderet kørte mig træt i løbet af ingen tid. Så de sidste tre til fire timer kørte jeg ene og alene på mental styrke, hvilken dog til sidst også blev kørt ned. Det var ikke på grund af udmattelsen, men nærmere at jeg bogstavligt skrevet ikke kunne gå ti skridt uden at falde på de stejle mudrede skrænter.
På et tidspunkt mistede jeg ganske simpelt besindelsen, hvilket var godt for mig, men skidt for den unge guide, der ikke anede hvad han skulle stille op. Jeg forklarede ham at det ikke var hans skyld, men at jeg bare havde lidt temperament.

hpim4049_tn.jpg

Englænderne på vej ned af stien

Klokken 18:30 nåede vi endelig landsbyen, hvor vores minibus, der burde have ventet på os, naturligvis ikke var der... og eftersom jeg skulle nå en bus fra Sapa klokken 19:15, havde jeg ikke tid til at vente på at den kom, så i stedet hyrede vi en lokal til at køre os dertil på motorcykel. Den tur, med tre på motorcyklen og min enorme oppakning, var ganske simpelt uhyggeligt skræmmende!

hpim4055_tn.jpg

Basecamp ved foden af Mt. Fansipan

Vi nåede dog tilbage på hotellet, hvor jeg sagde farvel til min guide, Dong, og fik et lynhurtigt bad, inden jeg, klokken 19:13, stormede ud af hotellets døre for kun lige at nå den sidste bus mod Lao Cai.

hpim4064_tn.jpg

Jeg tog kun et par billeder dag to, eftersom en tropisk regn væltede ned i hovedet på mig.
Her er vi dog på toppen!

Lidt senere siddende i toget med al min baggage drivvåd og smurt ind i mudder, ødelagte gennemblødte sko og en krop der gjorde ondt, tænkte jeg på min gerning.
Jeg havde besteget Mt. Fansipan på to dage uden en porter! Som The Lonely Planet beskrev det "...the round trip usually takes three to four days; some very fit and experienced hikers have made it in two days, but this is rare. ...finding porters who will carry your luggage is also strongly recommended.".
Hvorfor skulle jeg absolut vælge den hårdeste måde? Fordi det var muligt... og fordi jeg var dum!

hpim4066_tn.jpg

...og her er jeg på toppen, yeah!

Klokken 05:00 blev jeg vækket denne dag, da toget var tæt på Hanoi. Mine muskler var særdeles ømme, og jeg kunne træde ned i stadig drivvåde sko. Min rygsæk var ligeledes våd og smurt ind i mudder. Det var ikke en god morgen.

hpim4068_tn.jpg

Mine sko inden jeg vaskede dem...

Tilbage på Thuy Lam Hotel havde de ikke noget ledigt værelse før klokken 07:00, så i stedet lagde jeg mig til at sove på nogle stole i mellemtiden. Herefter kæmpede jeg en brav kamp op til fjerde sal, hvor jeg atter lagde mig til at sove.
Henunder den sene eftermiddag vågnede jeg igen, og eftersom jeg var sulten stod jeg op for at få noget at spise, men da jeg trådte ned i mine sko, var de stadig drivvåde, mudrede og i stykker. Så inden brunch gik jeg på skojagt, hvilket dog ikke var nemt i Hanoi, hvis mant var udstyret med en størrelse 46. Det endte med at jeg købte et par... sandaler! Ak, nu kunne jeg officielt ikke synke lavere.

hpim4070_tn.jpg

...og mine sko efter jeg vaskede dem.
Ok, det er et par nye sandaler. Yuck!

Resten af dagen slappede jeg af og prøvede på ikke at bevæge mig for meget.