EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Da jeg fik en kæreste

Dag 122. Tirsdag d. 01/11-05


Jeg startede dagen med at gå hen til Little Hanoi, en udemærket vestlig café, hvor jeg fik en fornuftig og neutral brunch. Min mave var stadig i stykker efter kakkelak salaten, og jeg denne aften skulle jeg afsted mod Sapa, hvorfra jeg skulle forsøge at bestige Mt. Fansipan, Vietnams højeste bjerg på 3143 meter, på to dage. Jeg havde ellers hørt fra flere turoperatører, at det ville være umuligt på så kort tid. Ha! Jeg skulle vise dem eller dø i forsøget.

Mens jeg sad og spiste, kiggede jeg på de andre turister, hvilke jeg efterhånden havde fået inddelt i et par let genkendelige kategorier.
Den første og største var langtidsrejsende mænd i alderen 20-35. De lignede sgu alle hinanden; løs t-shirt eller halvåben kort-ærmet skjorte, 3/4 lange bukser, sandaler, oftest langt hår og et særdeles selvtilfredst ansigtsudtryk. Jeg hadede virkelig sandaler, især sundhedssandaler. Yuck!
En anden gruppe var engelske unge mænd, der altid gik i en gruppe på tre til fem. Næsten altid var der én, eller måske to, scoretrolde, og resten var bare grimme som arvesynden. De grimme så tydeligvis op til scoretrolden, og denne solede sig bare i at stå ud fra gruppen...
Omkring hér stoppede jeg, og morede mig bare over at fire måneders rejse endnu ikke havde formildet denne gamle gnavne mand.

Tilbage på hotellet bestilte jeg en cykel, da jeg havde planer om at cykle lidt rundt og se på det ydre Hanoi. Men, da de leverede den, indså jeg at jeg dårligt ville kunne nå noget inden klokken 15:00, hvor mit vasketøj ville være færdigt... og jeg så skulle checke ud.
Så i stedet satte jeg mig ved en af hotellets computere, hvorimens receptionisten fra søsterhotellet pludselig trådte ind af døren. Dagen før var jeg først gået til dét hotel efter at være blive smidt på porten, hvorefter denne receptionist fulgte mig til mit nuværende hotel.
Ligesom dagen før lavede vi sjov og ballade, og på et tidspunkt spurgte hun mig "do you have a girl?", hvortil jeg for sjov svarede "no, do you have a girl?". Den forstod hun ikke helt og svarede lidt genert "yes, I would like to be your girl"... og med havde jeg vel en kæreste!?

Der gik dog ikke lang tid, før jeg indså at forholdet ikke ville holde. Vi sås simpelthen ikke nok, så jeg besluttede at blive ungkarl igen. Yeah!

Timerne indtil klokken blev 21:00, hvor jeg ville blive samlet op ved hotellet, brugte jeg på at slentre lidt rundt samt have aftensmad på restaurant Hang Bo, der var ganske hyggelig, men desværre havde en kinesisk kok, hvilket betød at min kyllingeret blev severet med et ituhakket kyllingeskelet. Jeg havde fået nok af dårligt tilberedt mad igennem Kina, så jeg efterlod halvdelen af portionen og gik videre til gode gamle Little Hanoi.

Senere, ombord på toget delte jeg kupé med tre spaniere... og hvor der var én spanier, var der pludselig mange! Først var der tre, så var der syv, så var der nok til en fest, hvilken de heldigvis valgte at flytte til restauranten. Nok på grund af mig.