EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Tibet og en telefonsamtale

Dag 107. Mandag d. 17/10-05


På vej ud af Tibet, vel før planlagt, tænkte jeg på de sidste tre ugers tid i denne "lille" perle af et land.
De havde bragt mig gode oplevelser og ikke mindste givet mig tid til at tænke over ekspeditionens hidtidige forløb og fremtid. Jeg havde i et stykke tid ikke været helt tilfreds med migselv, rejsen og min manglende tid til at skrive ekspeditionens journal. Hvor galt det stod til, skulle jeg dog ikke indse før jeg snakkede med en nær veninde, der kunne fortælle mig mangen en ting. Hun gjorde mig blandt andet opmærksom på, hvor gennemgående sur og bitter jeg havde lydt i journalen de sidste par måneder. Det fik straks mig til at efterlæse Mongoliet og Kina... hvorefter jeg gik igang med en stor omgang rettelser og censurering af et alt for "farverigt" sprog.
Jeg indså der måtte ske øjeblikkelige ændringer!

hpim3617_tn.jpg

Lille hyggeligt stræde ved Jokhang Templet

Det hele startede tre uger tidligere, da Esther, Dewey og jeg landede i Lhasa lufthavn. Vi vidste ikke helt hvad vi ville, men Dewey og jeg havde dog en ide om, at vi, som minimum, ville tage et højt trek. Esther havde en ide om at vi, som minimum, skulle se Potala Paladset.

hpim3628_tn.jpg

Fra venstre: Snake-Jane, Julie og True-Jane

Dagen inden vi tag afsted fra Chengdu, havde jeg skrevet en mail til et hostel for at reservere plads, men nu hvor vi stod der, fortalte de os, at der ikke var plads, samt at de desuden ikke læste indkommende mails. Det var naturligvis irriterende, men senere skulle vi høre at dette hostel ville lukke i slutnigen af denne måned, så måske var det alligevel lidt forståeligt!?
Nå, vi vandrede så videre til et andet hostel, hvor vi kunne få tre senge i et gigantisk værelse på hele 24 senge. Det var ikke optimalt, især ikke på grund af de mange kinesiske turister dette hostel husede, men vi tog det alligevel. Dette skulle dog vise sig at være en super disposition, da verden åbenbart var lille i Lhasa!!!
I løbet af dagen og aftenen begyndte jeg langsomt at blive ramt af højden - det var ikke alvorligt, men jeg fik lidt hovedpine og var bare generelt lidt utilpas. Desuden var det også svært at falde i søvn om aftenen, og da det endelig lykkedes mig, skulle det ikke vare længe...
Pludselig vågnede jeg til nogen ruskede mig i armen, jeg var fortumlet og vidste ikke helt hvad der foregik, så jeg vendte mig om og skulle liiige til at skælde ud, da jeg så to glade ansigter. Det var true-Jane og Julie!
Glæden ville ingen ende tage, så jeg stod op, og vi gik allesammen nedenunder, hvor snake-Jane snart stødte til. Da vi sent på natten gik i seng, kunne jeg absolut ikke falde i søvn igen, men det var dét værd.

hpim3633_tn.jpg

Gå rundt om Potala Paladset for en lang hyggelig sti med masser af boder

De næste dage hyggede vi allesammen, og vi fandt tilmed en stambar, hvor vi kunne se DVD'er. Det betød naturligvis "Sex and the City" samt et par af Deweys og mine film, herunder "Team America". Jeg havde set den tidligere i Beijing og havde været lige ved at kaste op af grin, så den film passede mig godt... pigerne grinte også, men os danskere var vist de eneste, der morede sig!
Esther udvandrede under filmen og Dewey var temmelig uimponeret. De havde tydeligvis ingen humor... eller måske var den bare en tand mere kultiveret! Jeg mener, hvordan kan man ikke more sig over en sexscene mellem to dukker, der går over gevind og ender med at de tisser og laver pøllepuha i hovedet på hinanden?

hpim3656_tn.jpg

Udsigt over Lhasa fra Potala Paladset

En af dagene tog Esther, Dewey og jeg hen og så Potala Paladset, til hvilket jeg havde hentet en nødvendig tilladelse til at købe billetter til den foregående dag. For at begrænse tilstrømningen af turister til dette hellige sted, lukkede de kun en vis mængde turister ind hver dag, hvilket blev styret via disse tilladelser. At få denne tilladelse skulle vise sig at være en spøjs affære. Man skulle komme klokken 17:00 til billetkontoret, hvor de allernådigst så ville blive uddelt.
Da jeg kom dertil, var der en uendelig lang kø, så jeg beredte mig mentalt på at skulle stå der længe... men efter 20 minutter, hvor jeg havde rykket mig nogle få meter af dét der kunne svare til en halv dagsmarch, kom pludselig en af billetsælgerne og gjorde tegn til at jeg skulle gå forbi alle de andre ventende!? Med en del asen og masen samt en masse råben og diskuteren fra hans side, stod jeg med ét uforstående oppe foran kassen. Dér spurgte en ny billetsælger efter mit pas, som jeg naturligvis ikke havde taget med. Krisen blev dog afværget, da han åbenbart syntes at få ondt af mig og mine usædvanligt velspillede hundeøjne.
Kort efter forlod jeg stedet, og den stadig lange kø, med en tilladelse til at købe tre billetter dagen efter.

hpim3673_tn.jpg

Og her er Potala Paladset så i al sin pragt

Man måtte ikke tage billeder indenfor i Potala Paladset, men det var bestemt ikke fordi der ikke var noget at vise frem. Det var super flot!

hpim3680_tn.jpg

Jokhang Templet og pladsen foran det

Efter Potala Paladset tog vi videre til Jokhang Templet, den spirituelle højborg i Tibet, som ligger et par kilometer fra Potala. Det var mindst lige så fantastisk som Potala, ikke lige så storslået, men man kunne mærke kraften fra stedet og de mange bedende...

hpim3691_tn.jpg

Bederuller indenfor i Jokhang Templet

Et par dage senere tog vi tre så til Nam-tso søen, da pigerne havde været der og bagefter sagt, at det skulle være helt fantastisk. Omgivelserne skulle være utroligt flotte, og søen have en speciel blå farve... desuden skulle solen skinne ret kraftigt - i hvert fald havde et par af pigerne en speciel rød farve!
Vi lejede en taxa for en dag, hvilket var det absolut billigste alternativ, hvis man da ikke havde lyst til at tage en offentlig bus og så efterfølgende gå 60 kilometer. Det var en lang tur - fire timer hver vej, men da vi nåede frem forstod jeg, hvad pigerne havde ment. Der var utroligt flot!
Naturligvis fandt vi straks en nærtliggende top, som vi straks besluttede at vandre op ad. Det var hårdt... man kunne godt mærke, at vi nu var i cirka 4800 meters højde. Da vi kom ned (løbende!!) holdt taxaen og ventede på os, hvorefter vi kørte tilbage til Lhasa.

hpim3703_tn.jpg

Nam-tso søen

Pigerne havde planlagt en ni dages tur til basecamp på Mt. Everest i en jeep, så endnu en gang endte vi med at tage afsked. De mente absolut, at Dewey og jeg ville være der, når de kom tilbage, men jeg følte mig nu ikke så sikker. Jeg kunne ikke helt se, hvad vi skulle lave i Lhasa i ni dage mere, eksklusiv det trek vi ville på...

hpim3711_tn.jpg

De to kendte klippestykker ved Nam-tso søen

Esther, der boede i australien, måtte vi også sige farvel til, da hun pludselig fik nogle problemer med en arbejdstilladelsesansøgning hun havde gang i.

hpim3715_tn.jpg

Og så lige et mere af Nam-tso

Herefter begyndte vores forberedelser til det planlagte trek. Vi havde snakket om eventuelt at forsøge os med 6000 meter, men intet sted i Lhasa kunne vi finde oplyninger om et højt trek.
Vi endte med at "tage os til takke" med et fire dages trek, der gik op i 5285 meters højde, da det både var det højeste og efter sigende flotteste i en fornuftig køreafstand. Det var nu også højt, og jeg glædede mig til at se, hvordan jeg ville klare højden, da det ville blive mit, til dato, højeste punkt! (foruden i en flyvemaskine, naturligvis).
Vi fik også købt de sidste ting, vi manglede for at være fuldt udstyret til en hel trekking ekspedition.

hpim3739_tn.jpg

Lidt udsigt fra bilen på vej til Lhasa fra Nam-tso

Igennem hele Kina havde Dewey og jeg arbejdet på at komme på et Basic Mountaineering Course via Nepal Mountaineering Association, men det så sort ud for os, da dette års kursus allerede var afholdt, og de krævede minimum fem deltagere for et ekstra.
Via et "nødsignal" på Dansk Bjergklubs hjemmeside, der generelt ikke bragte meget med sig, fik jeg dog en mail, der fortalte om et lignende kursus via Himalayan Mountaineering Association. Den mulighed kiggede vi også nærmere på, da de havde et kursus en måned længere fremme...
Det bør lige skrives, at al shopping i Kina og Lhasa, hovedsageligt var med dette kursus i hovedet.

hpim3800_tn.jpg

Trekket fra Gandan til Samya

Nå, da dagen oprandt, hvor vi havde planlagt at skulle afsted, ringede mit ur klokken 05:35... det var umenneskeligt tidligt, og jeg var da bestemt heller ikke meget værd. Dewey havde sovet fra sin alarm, så da jeg checkede hans værelse, måtte jeg også lige ruske liv i ham.
Kort efter sad vi i bussen mod Gandan, en lille kloster-by, hvor trekket skulle starte. Det var en grå og kedelig morgen, og da vi nåede frem begyndte det at sne, hvilket blev mere og mere i løbet af formiddagen.

hpim3805_tn.jpg

...

For selve trekket vil jeg hellere lad billederne tale for sig selv... jeg kan dog lige komme med disse detaljer:
Trekket gik fra Gandan til Samya, var 88 kilometer langt og havde to høje pas på henholdsvis 5285 og 5228 meter.
Desuden var det helt tydeligt, at over 5000 meter begyndte jeg at få problemer med højden. Efterfølgende (og undervejs) følte jeg dog, at med nogle dages afklimatisering burde en 6000 meter ikke være umulig!
Og så lige den sidste, men absolut ikke mindste, detalje... vores rygsække vejede på den forkerte side af 20 kg.

hpim3810_tn.jpg

Mig på det højeste pas, 5285 meter

Da vi tre dage senere nåede udmattede og trætte frem til Samya klokken 15:20 efter en lang dag med, ifølge kortet, 39 kilometers vandring på relativ flad og kedelig vej, ville jeg bare tilbage til Lhasa - næsten uanset hvad omkostningerne ville ende op på...
Dagens offentlige bus var allerede kørt, så den var ikke længere en mulig udvej. I stedet havde jeg hørt om en lille færge et stykke udenfor byen, der ville kunne sejle os over en bred flod til en trafikeret vej, hvorfra vi burde kunne få et lift.
Efter at have rendt rundt et stykke tid fandt vi endelig nogen som ville køre os til færgen - det satte nærmest en kædereaktion igang, og fem minutter senere var vi et helt lad fuld af folk på vej mod denne såkaldte færge.
Da vi nåede frem, viste "færgen" sig at være en flad træ-flodpram, der kunne føre cirka 25-30 mennesker over (sikkert 75 efter kinesisk standard, hvilket dog heldigvis ikke blev sat på prøve). Undervejs havde en gruppe lokale vandkamp, og på en eller anden måde faldt vi i snak med dem. Kort efter havde vi tilmed et billigt lift til Lhasa.
Den to timer lange køretur skulle dog blive en særdeles bizar oplevelse. Det viste sig at vi skulle sidde fire personer på bagsædet; mig, en mand og to kvinder. Dewey fik ærespladsen foran. Hele vejen prøvede manden at parre mig med den ene eller den anden af de to kvinder. Desuden prøvede den ene kvinde bogstavligt skrevet, at få mig til enten at tage hende på brysterne eller parre mig med den anden kvinde. Jeg afstod dog de ellers meget... øhh... åbne tilbud, hvorefter manden selv tog for sig af "retterne", diskret heldigvis!
Da vi nåede frem prøvede manden en sidste gang ved at invitere dem selv op på vores værelse... Dewey og jeg afslog pænt tilbudet.

hpim3817_tn.jpg

Flot udsigt lige efter det andet pas

Efter at have installeret os på et værelse, og hængt alle vores våde ting til tørre over det hele, vandrede vi kort ud i Lhasa, hvor vi blandt andet gik forbi den lokale bar. Dér kunne vi høre "Sex and the City" blive vist... det var naturligvis pigerne! De ni dage var vist alligevel allerede gået.

hpim3831_tn.jpg

Omkring denne sø led jeg lidt af højdesyge...

De næste dage hyggede vi allesammen igen, indtil det atter blev tid til at skilles. Pigerne skulle tilbage til Hong Kong, hvorfra Jane og Jane skulle have en flyvemaskine til Indien. Julie skulle hjem til Danmark.
Dagen inden vi skiltedes havde jeg den, i starten af dette kapitel, omtalte samtale med en veninde, hvorfor jeg denne gang vidste med sikkerhed, at vi ikke ville mødes igen på grund af ændrede planer. Trods vi havde sagt farvel adskillige gange før, var det nu alligevel lidt trist denne gang.

hpim3842_tn.jpg

Floden vi krydsede i en ""træfærge""

Samtalen havde ikke bare medført en cencurering af ekspeditionens journal, men ligeledes fået mig til at tænke... tænke over ekspeditionen i helhed, mig som person samt mine ønsker for denne rejse.
Min oprindelige ide for turen, som beskrevet i prologen, havde vist sig ikke at gå som planlagt. Hvorfor? jeg vidste det ikke helt, men vejen, der var tegnet i sandet foran mig, ledte ikke ud i ensomhed i alverdens ødemarker. Jeg accepterede det. Jeg valgte at omfavne denne nye rejseform, der ikke gik under mit term, ekspedition. Det gjorde jeg ved at sendte 23 kg udstyr tilbage til Danmark... med mere i vente, når jeg kom til et sted med UPS, DHL eller et andet stort privat pakkeleveringsfirma, hvor jeg kunne forsikre mine mere værdifulde genstande.
Jeg indså også, at for atter at komme i et positivt humør, måtte jeg rejse alene igen. Det havde intet med Dewey at gøre, han var sjov at rejse sammen med, men jeg måtte tilbage til min personlige grundtanke for denne rejse.

Denne pludselige kovending fra Deweys og mine planer, havde naturligvis sin pris. Især alt det udstyr vi havde købt, som jeg nu havde sendt hjem - ligeledes havde Dewey. Det var ikke rigtigt til nogen nytte; jeg vidste at jeg ville kunne bruge mit senere, men som Dewey sagde, så havde han alt sammen i forvejen.
Jeg havde dårlig samvittighed, men han syntes at forstå mig... eller måske bare ikke tage tingene så tungt. Han var en god rejsekammerat og ven.

Tidligere denne dag, da jeg sad alene i bussen til lufthavnen og ventede på at den skulle køre, kom Dewey pludselig løbende. Han havde utroligt nok fået en billet til Chengdu, hvorfra han ville tage videre til Bangkok. Det var sjovt!