EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Forståelse og misforståelse

Dag 249. Onsdag d. 08/03-06


Det var midt om natten, og jeg sad i en flyvemaskine mod Bombay, Indien, også kaldet Mumbay.
Denne dag, altså den 7. og ikke den 8. marts, som det jo nu officielt var blevet, havde været alletiders. For at få det bedste ud af Bangkok på min sidste dag, spenderede jeg den med stedkendte Ann, som imodsætning til Bobby havde tilgivet mig; ikke at jeg egentligt selv syntes en tilgivelse var nødvendig.
Tilgivelse? Det hele startede nogle dage tidligere...

hpim5420_tn.jpg

The Royal Grand Palace

Da jeg ankom til Bangkok efter min lange tur fra Krabi, var jeg mest af alt træt og kunne kun tænke på at sove, sove og atter sove. Klokken var kun 06:00, og Mango Lagoon, som jeg var så fjollet (med tanke på min pengepung) at indlogere mig på igen, ville ikke have et værelse klar før 07:30. Ak, nå men tiden gik og pludselig var klokken 07:30, og så var det atter tid til at sove, hvilket hele dagen mere eller mindre gik med.

hpim5432_tn.jpg

Selve bygningen der huser The Emerald Buddha

Næste dag gik stort set i samme stil; dog gik jeg på gode gamle Subway for at spise lidt velkendt mad igen. Det var et sjovt gensyn med Ann og Bobby, som var på arbejde, og vi aftalte at tage på et natmarked, når de fik fri fra arbejde klokken 23:00.
Det var efter sigende første gang dette marked blev afholdt, eller også misforstod jeg Subways som ikke snakkede flydende engelsk. Uanset hvad, var det kæmpe stort og spredt ud over flere veje, og havde alt lige fra små Buddha figurer til en flot, flot(!) antik pladespiller; altså én af dem med et træk-op håndtag og lydhorn.
Det var en hyggelig aften/nat, og jeg var ikke tilbage før klokken 03:00.

hpim5451_tn.jpg

Lidt mere fra the Royal Grand Palace

Den næste dag foretog jeg mig ikke rigtigt noget, hvilket vel mere eller mindre også havde været tilfældet de foregående dage. Jeg var begyndt at blive rastløs, og min billet til Bombay var ikke før den 8. marts. Ydermere var min manglende hud fra klatringen langsomt begyndt at komme tilbage, så jeg bestemte mig for at det var tid til atter at få trænet til min kommende bjergbestigninger.
Det var dog ikke før næste dag, at jeg atter meldte mig ind i California Wow Experience Gym; det blev en god dag, hvor jeg startede med nogle timers træning, og sluttede aftenen af med at gå i biografen i Siam Paragon.

hpim5461_tn.jpg

...

Følgende dag tog jeg naturligvis i fitnesscentret igen, og da jeg om aftenen kom tilbage til Khao San, spiste jeg på Subway. Ann var på arbejde men havde fri kort efter, så vi aftalte at gå ud se lidt af bylivet.
Det var så denne aften tingene gik skævt; det begyndte og endte med en dårlig joke. Vi sad og så en gyser, da hun pludselig sagde at hun var en lady-boy. Jeg troede overhovedet ikke på hende, men da hun vedstod i lang tid, plantede hun alligevel tvivl i hovedet på mig, og efter en halv times, hvor hun virkelig var påståelig, sagde jeg "ok, you're a lady-boy!".

hpim5468_tn.jpg

Og her er Ann så... med sin telefon!

Næste dag, da jeg var på vej tilbage fra fitnesscentret, ringede Ann og sagde hej, så jeg benyttede lejligheden til atter at spørge indirekte ind til hendes udsagn fra foregående dag. Hun ikke modsagde mig ikke! Ok, nu var det anden dag, hun tilsyneladende påstod at være en skabning fra et underligt land.
Jeg var sur, og havde været irritabel hele dagen, så jeg svor at skrive en kort passage om Thailand; hér er den så selvom jeg i skrivende stund var i ganske udemærket humør:
Hvorfor være i et land, hvor gennemsnitsturisten er en ussel social taber, der tjener under minimumslønnen for en ufaglært gadefejer i Afrika, men tror han er en verdensmand her i dette økonomiske "paradis"?
Hvorfor være i et land, hvor folk tror det er i orden at vise deres ulækre og vulgære fødder i et par miniature sandaler?
Hvorfor være i et land, hvor halvdelen af befolkningen er i delt ind i tre kategorier: væmmelige, beskidte bæster, slimede, feminine frønser med lange ulækre negle samt sexfikserede, bedragende transvestitter?
Nå, men som skrevet var jeg sur på det givende tidspunkt...
Lidt senere, da jeg spiste aftensmad, denne gang på hotellets udemærkede restaurant, sendte jeg en mindre indirekte SMS til Ann. Der gik kun et par minutter før hun ringede og fortalte at det jo kun var en joke; der var stadig tvivl i hovedet på mig, så yderligere 20 minutter senere sad hun på mit hotelværelse. Den stakkels pige græd og græd, fordi jeg havde været i tvivl om hun overhovedet var en rigtig kvinde. Ak, jeg kunne jo godt forstå hende, især da vi havde snakket lidt og der igen ikke længere var tvivl om hendes køn. Hun kom vist aldrig over det, mens jeg var i Bangkok...

hpim5480_tn.jpg

Den kæmpe liggende Buddha i Wat Po templet

Hun tilgav mig dog, og dagen efter, det vil sige min sidste dag i Thailand, spenderede jeg som skrevet i starten af dette kapitel sammen med hende. Hun fortalte dog Bobby om joken, og det tog han åbenbart ikke så pænt; det vil sige han blev ikke sur på hendes vegne, men i stedet over at hvis jeg ikke kunne lide lady-boys, så ville jeg vel helt sikkert heller ikke synes om ham, da han var bøsse. Han kunne ikke overbevises om andet og ville ikke længere snakke med mig!?
Nå, Ann og jeg startede dagen med at se the Royal Grand Palace, som er en af Bangkoks største attraktioner og nok det mest hellige tempel i Thailand. Herefter besøgte vi Wat Po, der husede en kæmpe liggende Buddha, og ikke mindst var det ældste tempel i Bangkok... faktisk ældre end selve byen.
Mit var gået i stykker under motorcykelturen på Koh Pha-ngan, eller det vil sige at en speciel skrue var faldet ud af remmen. Jeg havde allerede været ved flere urmagere, men ingen syntes at have denne skrue, så i stedet kom jeg i tanke om Pat Pong, hvor jeg havde set samme kopi af mit fake Rolex ur. Hvis noget sted, så måtte jeg da kunne få skruen dér... Ann var dog ikke vild med ideen, men gik alligevel med til at tage dertil, og ganske korrekt, de havde min skrue. Ah, hvilken glæde atter at bære et ur.
Aftenen sluttede vi af med at tage til Siam Square og spise et festmåltid på Burger King, og derefter en tur i biografen og se The Matador. Umiddelbart var jeg nok lige i humør til den slags film; i hvert fald grinede og grinede jeg hele filmen igennem.
Tilbage på Khao San sagde jeg farvel til Ann; hun var blevet hyggelig ven.

hpim5490_tn.jpg

Udenfor i Wat Po templet