EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Dårligt timet Tyfus Feber

Dag 188. Fredag d. 06/01-06


Det var blevet aften, fredag aften, og jeg sad udmattet på mit lidt for dyre hotelværelse, der dog til gengæld så havde HBO og et toilet med bad.
Det var dagen inden mit visum til Thailand udløb, og jeg havde forgæves forsøgt at få et ekspresvisum til Myanmar tidligere på dagen. Rejsebureauerne, jeg havde snakket med, havde alle enstemmigt sagt, at jeg skulle være på ambassaden senest klokken 08:00, hvis jeg ville have visaet samme dag. Jeg var dog inde i en doven periode, hvor jeg sov længe og ikke rigtig fik set noget... i hvert fald ikke før aftentid. Denne dag var ikke nogen undtagelse, da jeg sov lidt over mig, hvilket betød at jeg stod ud af sengen klokken 13:30.
Da jeg endelig stod på ambassaden, i god tro om at jeg vel så sikkert bare kunne hente mit visum efter weekenden, fik jeg at vide man skulle have et nummer, hvilket kun blev udleveret om morgenen.

hpim5065_tn.jpg

Velkommen til paradis... bemærk himlen i baggrunden!

Lidt irriteret tog jeg i stedet ud og shoppede i en af byens mest eksklusive shopping-centre, Siam Paragon, hvor jeg til mit eget forsvar, over at bruge så mange penge, faldt jeg over noget lækkert designer undertøj til en pris, der ikke kunne modstås.
Denne indkøbstur var egentligt ganske ufornuftig, eftersom den sidste måned i Thailand havde været alt for dyr... fantastisk, men alt for dyr!

hpim4937_tn.jpg

Hehe, mig og kværnen

Da jeg en måned tidligere ankom til Bangkok med bussen fra Cambodia, havde jeg fundet hvilken bydel, jeg ville bo i: det billige backpackers kvarter, Banglamphu, nær Khao San. Jeg anede ikke hvor jeg var, da jeg stod ud af bussen, men to minutter inden den nåede endestationen havde jeg set en gade med masser af liv og lys, så jeg tog et skørt gæt, at dette måtte ligge i mit valgte byområde. Det viste sig utroligt nok at gaden var selveste Khao San, der nærmest dannede centrum om dette område. Efter flere forgæves forsøg fandt jeg endelig et hotel, Place Inn, der havde ét rum tilbage.

hpim4939_tn.jpg

Than Sadet vandfaldet, der ikke var noget specielt

Jeg vidste George var i Thailand, så næste dag skrev jeg en mail til ham, der kort fortalt førte til, at jeg mødtes med ham den følgende dag. Det viste sig at han boede på et hotel, Wild Orchids Villa, lige rundt om hjørnet, fra hvor jeg boede.
Han havde tilsyneladende mødt en ung tysker, Torben, som han havde aftalt at tage til Koh Pha-ngan med samme dag, så han spurgte om jeg ikke tog med for at deltage i en af de berømte og berygtede Full Moon Parties nogle dage senere; den 16. december for at være mere nøjagtig.

hpim4967_tn.jpg

Louises og mit værelse på Sea Garden Resort, som vi flyttede til i stedet for Delight Resort

For at forstå min tvivl om at tage med, er lidt foregående historie vist nødvendig; igennem et stykke tid havde Louise, en særlig kær ven til mig, og jeg snakket om, at hun skulle komme og besøge mig. Det havde, til al held og lykke, udmyntet sig i, at hun skulle komme den 18. december og blive henover julen og nytåret med.

hpim4974_tn.jpg

Helvedes resortet, Salad Beach Resort, der dog synes meget flot ved første øjekast... især med Louise siddende ved kanten af poolen

Trods turen imellem Bangkok og Koh Pha-ngan tog cirka 21 timer, valgte jeg alligevel at tage med George og Torben. Det ville lige kunne lade sig gøre, hvis jeg tog afsted fra øen den 17.
George og jeg fulgtes ikke med Torben, eftersom han tidligere havde købt en billet til en afgang, der nu var fuld. Så da vi nåede frem kunne vi erfare, at Torben havde mødt en cool græsk pige ved navn Myrto.

hpim4989_edt_tn.jpg

Aftenhygge på verandaen i hyggelige Haadsalad Villa

Den første aften på øen var vi naturligvis trætte efter den lange tur dertil, men vi tænkte at vi da lige ville se nattelivet, inden vi gik tidligt i seng... hvilket endte med at vi festede til klokken 05:00. Det satte standarden for de næste tre dage, hvor vi festede til den lyse morgen og ikke stod op før henunder sen eftermiddag/aften.
Den 14. fejrede vi Myrtos fødselsdag, og dagen forinden havde vi i al hemmelighed bestilt en fødselsdagskage til hende, hvilken blev leveret om aftenen, da vi sad og spiste på en frygtelig restaurant, hvis navn jeg desværre ikke længere kunne huske. Myrto var dog ikke den eneste der skulle begaves... næh, jeg fik det pludseligt meget dårligt, hvilket meget senere skulle vise sig at være en formodet Tyfus Feber. Ak! Det kunne vist næppe have været dårligere timet.
De næste dage lå jeg i sengen med høj feber og andre uhyrligheder, så den 16. tog jeg til den lokale offentlige læge, der diagnostiserede det til at være madforgiftning... pillerne han gav mig havde overhovedet ingen effekt.
Hvad værre var, om aftenen da selve Full Moon Partyet, som jo i første omgang overhovedet havde fået mig til øen, blev afholdt, lå jeg stadig med høj feber og de andre uskrevne uhyrligheder.

hpim5010_tn.jpg

Sådan fejrer man jul med stil!

Dagen efter drog jeg mod Bangkok, hvor jeg ankom den 18. om eftermiddagen, så jeg kunne hente Louise i Bangkok International Airport klokken 22:00.
Det var et glædeligt gensyn, da vi endelig fandt hinanden i en lufthavn, der tydeligvis ikke var designet med tanke på, at de ankommende eventuelt kunne blive hentet... der var i hvert fald to udgange!?
Louise og jeg havde allerede mere eller mindre planlagt de to uger, hun ville besøge mig i. Det betød at dagen efter, den 19., tog vi tilbage til Koh Pha-ngan, hvor vi indlogerede os på Delight Resort i gode gamle Haad Rin. Det var dog held i uheld, at jeg henholdsvis havde festet som en galning og endt op med Tyfus Feber, da det havde bevirket, jeg ikke havde set andet end diskotekerne og min seng. Hele øen var stadig et stort ubekendt for mig, hvilket var rart da Louise og jeg jo så var i samme båd.

hpim5051_tn.jpg

Vores seaside bungalow på Haadsalat Villa

Jeg var stadig ikke helt på toppen, så endnu en gang tog jeg til lægen. Den samme læge jeg havde været hos sidst, var, ifølge de tilbageblivende sygeplejersker, taget fra øen i et par dage... jeg havde ham dog mistænkt for ussel luskeri, men nok om det.
I stedet tog jeg til en privat læge, der med stor overbevising endnu engang overtalte mig til at det måtte være madforgiftning. De piller og penicillin-indsprøjtninger jeg fik fra ham hjalp ligeledes ikke, og for at gøre en lang histrie kort, var jeg (halv)syg under hele opholdet på Koh Pha-ngan. Pokkers til timing!
Heldigvis var Louise der, så jeg holdt mig på benene, og i sidste ende kom det ikke til at betyde noget specielt for vores hyggelige dage sammen!

hpim5053_tn.jpg

Haad Salad Beach

George var stadig i Haad Rin , og de næste par dage slappede vi tre af i den regnvejrsramte party-by. En af dagene lejede Louise og jeg en motocross motorcykel og kørte øen tyndt med. Det var en dejlig dag... i hvert fald lige indtil vi havde et lille uheld; vi kørte på en muddersti, og pludselig kørte vi ind over en dyb grav af småsten. Jeg havde heldigvis set fælden og havde derfor sat farten ned, hvilket betød at vi kørte henover den med 5 km/t. Herefter sank motorcyklen halvt ned og hjulene skred ud... jeg kom nu til fuld stop, men det løse underlag betød at vi begyndte at skride baglæns ned af skråningen, trods bremserne var i bund. Til sidst kunne jeg ikke holde motorcyklen på grund af underlaget, der fik den til at skride ud, og Louise der jo sad bagpå, så jeg lagde den ned i den voldsomme fart af minus 2 km/t. Vi overlevede heldigvis med kun få skrammer, hvilke allesammen uretfærdigt nok blev tildelt Louise, der ikke længere var rigtigt imponeret over mine køreegenskaber...

hpim5080_tn.jpg

Bangkok by night

Dagen efter tog Loise og jeg til Haad Salad Beach, hvor vi havde reserveret en seaview bungalow på "luksus"-resortet Salad Beach Resort, hvilket dog viste sig at være en kæmpe fuser! Vi havde indbetalt cirka 1200 kroner i depositum, hvilket dog snart skulle vise sig at være spildte penge...
De var nogle ubehøvlede, uforskammede og urimelige bæster (NB! Generelt prøver jeg at holde en pæn tone i journalen, men de var sgu i en klasse for sig selv). Da vi beså vores "luksuriøse seaview" bungalow, var den absolut intet særligt og seaview betød at hvis man stilte sig på taget af hytten, ville man nok kunne se havet... såfremt man var udstyret med en kraftig kikkert.
Vi var ikke imponerede, især ikke med tanke på at den dog trods alt kostede 100 US dollars per nat, hvilket var usædvanligt meget for denne ø! Så det hele endte med at jeg ønskede bestyrerinden at begå selvmord; vel og mærket efter hun selv havde sagt, at det ville være hendes dåd, hvis hun skulle give den af mig (og menigmand) forventede service. Herefter ønskede hun mig samme skæbne, og så gik Louise og jeg vores vej.

hpim5093_tn.jpg

Bangkok set fra flodsiden

I stedet fandt vi super fantastiske Haadsalad Villa, hvor vi fik deres seaside bungalow, som lå direkte ud til stranden og havet. Ydermere var det til en brøkdel af prisen i forhold til Salad Beach Resort.
I det afsidesliggende paradis spenderede vi fem dejlige og afslappende dage, hvorimens julen kom over os. Juleaftens dag spenderede vi med at sole os på stranden, og om aftenen tog vi ind til Haad Rin, hvor vi mødtes med George. Vi havde bestilt en dansk julemiddagsbuffet på dansker hotellet Same Same, og aftenen var ganske hyggelig trods maden ikke var... øhh... som vor moder lavede den.

hpim5099_tn.jpg

Den levende Chinatown bydel i Bangkok

Den 27. begav vi os atter mod Bangkok, så vi havde hele dagen, den 29. december, til at fejre min fødselsdag (NB! Var der monstro nogle i gode gamle Danmark der glemte den?).
Da vi ankom med toget den 28. om eftermiddagen og atter havde fået indlogeret os på Wild Orchids Villa, tog jeg en tur på BNH Hospital, da jeg stadig ikke var helt på toppen. Det viste sig at være et særdeles flot og luksuriøst hospital og med ét havde jeg fået taget alskens tests, der dog alle enstemmigt viste ingenting! Lægen, der snakkede flydende Oxford engelsk, var dog sikker på, at det alligevel måtte være Tyfus Feber, så endnu engang var jeg på en pillekur. Denne gang så det ud til ikke at være en kvaksalver, da jeg fik det godt i løbet af et par dage.
På min fødselsdag var jeg dog stadig ikke helt ovre feberen, så den blev fejret i en lidt afdæmpet stil med en særdels velsmagende middag på en restaurant, vi heldigvis fandt åben, efter vi var færdige med at shoppe.
Trods dette overdådige festmåltid fortsatte vi alligevel fødselsdagen dagen efter, hvor vi fandt en super restaurant, der i denne dags anledning ikke hed McDonald's.

hpim5107_tn.jpg

God middag på min 29 års fødselsdag + en dag

Næste dag var nytårsaften og det skulle naturligvis fejres med stil, så vi flyttede fra det pøbelbefængte Khao San område til Four Seasons Hotel i det noget finere Siam Square. Hotellet var ren luksus, og jeg måtte sande, at det var sådanne omgivelser, jeg var skabt til.
Selve aftenen spenderede vi rent faktisk inde på vores suite, hvor vi fik en suveræn nytårsmiddag serveret sammen med et par flasker champagne. Da det var ved at blive midnat, gik vi ned i hall'en, hvor der var en stor fin fest; alle var i kjole og hvidt, Louise så helt fantastisk ud i sit nye skræddersyede suit, og jeg bar de fineste klæder min backpackerrygsæk kunne frembringe... jeg lignede stadig bare en bums! Men vi fik stadig skålet nytåret ind på behørig vis.

hpim5115_tn.jpg

Vores super cool suite på Four Seasons Hotellet i Bangkok

Næste dag tilbragte vi stort set bare på hotellet, hvor vi lå ved pool'en, så en dvd på vores gigantiske flatscreen fjernsyn og slappede af i fulde drag. Det var Louises sidste dag i Thailand, så om aftenen gik vi ud og spiste på en spændende sushi-buffet restaurant, vi tidligere havde fundet i Siam Discovery centret.

hpim5127_tn.jpg

Nytårsaften blev naturligvis fejret med stil

Følgende dag, efter at have fulgt Louise til lufthavnen og sagt farvel, drog jeg atter mod billige Khao San, hvor jeg indlogerede mig på Sawasdee Inn. Der brugte jeg de næste dage, indtil denne, på at sove, spise og se HBO.