EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Yasha, en halv russer

Dag 25. Onsdag d. 27/07-05


hpim2724_tn.jpg

En flot udsigt lige efter vi er sejlet ud... men det var en overskyet og kold dag

Tilbage i Irkutsk igen lå jeg på Downtown Hostel og tænkte på de sidste seks dage.
Hvordan jeg overhovedet kunne begynde at beskrive disse dage, viste jeg ikke. Alle disse oplevelser, ord og tanker kunne ikke bare beskrives med simple ord.
For at komme igang måtte jeg starte med bare at beskrive hændelserne i kronologisk rækkefølge. Jeg håbede det ville hjælpe mig med at samle mine tanker.

hpim2730_tn.jpg

Frokost med gruppen... og ja, det blev drukket rigeligt med vodka

Syv morgener siden, dagen efter min såkaldte bjergbestigning, ringede mit ur meget tidligt. For at undgå den frygtelige tilbagetur via Ulan-Ude, havde jeg arrangeret en bådtur fra Ust-Barguzin til Olkhon, hvilket tilmed ville give mig oplevelsen at se Baikal fra søsiden. For at turen ikke skulle blive latterlig dyr, havde jeg fået Alexandr, chefguiden, til at finde en gruppe, som jeg kunne sejle sammen med. Det lykkedes ham, og han havde aftenen før sagt, at det var en tysk gruppe, så jeg tænkte at det da sikkert kunne blive meget hyggeligt.

hpim2737_tn.jpg

Bare et flot billede

Han kom og hentede mig på pensionen, og kørte mig derefter hjem til hans bopæl, hvor en bus ventede. Der sad allerede nogle folk i den, men jeg kunne høre, de var russere, så jeg tænkte at det sikkert bare var en almen bus til hvor vi nu skulle hen. Kort efter kørte vi Ust-Barguzin rundt og samlede yderligere folk op.
Ved et af stederne trådte denne gudsbenådede skabning af en smuk kvinde op i bussen. Hun virkede utilnærmelig, men jeg fandt mig selv i den heldige situation, at hun satte sig ved siden af mig. Hun kiggede ikke på mig, sagde ikke hej, men jeg følte mig godt tilpas i hendes blotte nærvær.
Den sidste vi samlede op var en kvinde, og da hun trådte ind i bussen, råbte alle mand i kor en hyldest til hende. Jeg gættede på at hun nok havde fødselsdag.
Vi havde nu samlet 15 personer op, og jeg fattede mistanke til, at dette nok var gruppen, jeg skulle sejle med. Alexandr havde nemlig sagt at gruppen ville være 15 mand stor.

hpim2741_tn.jpg

Og endnu et...

Da vi kørte afsted mod den lille transportfærge, jeg også havde sejlet med dagen før, forklarede Alexandr en masse på russisk til gruppen. På et tidspunkt hører jeg ham sige "Yasha", og jeg forstod at han nu snakkede om mig. Jeg havde fået dette navn på pensionen, da de mente Jesper var for svært. Utroligt nok forstod jeg forbavsende meget af det han fortalte. Han fortalte at jeg var en dansk turist, og at jeg dagen før havde besteget det bjerg de kunne se i horisonten. Herefter rystede han i en pose og fortalte om de drikkevarer, han havde købt for mig som gave til gruppen, fordi jeg måtte komme med. Det vakte heldigvis stor glæde i bussen.

hpim2742_tn.jpg

Indianer-mor halshuggede sin uvorne søn

Da vi kort efter nåede til transportfærgen, der skulle sejle os over en flod, sagde Alexandr noget hvorefter alle mand væltede ud. Jeg forstod intet, men fulgte bare med. Udenfor bussen gik alle mand i hver sin retning, mens jeg bare blev stående.
Midt i virvaret stoppede den underskønne kvinde pludselig, vente sig om, og sagde på engelsk at hvis jeg skulle have noget til turen, skulle jeg købe det nu. Hun hed Maria og hvis jeg havde nogle spørgsmål, kunne jeg stille dem til hende. Hun virkede dog stadig utilnærmelig.

hpim2746_tn.jpg

Den hellige shaman klippe, igen!

På færgen skulle jeg åbne den ene af de par flasker champagne jeg blandt andet havde købt til gruppen - fødselsdagen skulle jo fejres! Det skulle jeg åbenbart ikke gøre med stil, da ståltråden, der holdt proppen, knækkede på en sådan måde at den ikke kunne fjernes. Det krævede en kniv samt vold og magt, men så sprang proppen til gengæld også endelig højt til vejrs. Hurra!

hpim2747_tn.jpg

Her slappede en del af gruppen af

Efter færgen skulle vi køre yderligere en lille times tid, før vi nåede den båd, der skulle sejle os til Olkhon. Under denne tur tøede Maria op, og jeg fandt ud af hun var en super spændende person, højt uddannet og intelligent... hun vidste det godt selv, men på en charmerende måde.

hpim2751_tn.jpg

Og her er næsten hele gruppen samlet!

Bådturen skulle vise sig at være noget anderledes, end jeg havde forventet. Det var ikke bare en direkte tur mellem Ust-Barguzin og Olkhon, der var også lidt sightseeing undervejs. Vi stoppede ved en lille bugt, hvor der var to varme kilder. Sammen med et par andre tog jeg først en dukkert i Baikal, hvorefter jeg hoppede i den varmeste af de to kilder. Den var ca. 70°C varm, hvilket var noget af en kontrast til den kolde Baikal. Derefter var det tid til den anden kilde, der havde en behagelig temperatur. Til gengæld sad vi ni mennesker i et lille firkantet hul på størrelse med et halvstort badekar. Det var sjovt!

hpim2764_tn.jpg

Fra turen til nordsiden af øen

Resten af turen, der viste sig at være temmelig lang, brugte vi på at slappe af. Undervejs fandt jeg ud af, at russere drikker vodka til alle måltider - jeg nåede da vist også at blive lidt halvberuset.
Jeg brugte også en del tid på at snakke med Maria... og jeg fandt blandt andet ud af, at hun havde en kæreste tilbage i Moskva. Jeg må indrømme, at det ændrede mine intensioner, men ikke det faktum, at vi syntes at gå godt i spænd.

hpim2765_tn.jpg

...Og her er smukke prinsesse Maria så endelig

Det viste sig heldigvis at de skulle til Khuzir - tilmed til camp Nikita, hvor jeg også regnede med at skulle tilbringe et par dage. Det var jeg glad for.
Da vi langt om længe nåede frem til Khuzirs havn klokken 01:00, blev gruppen hentet af to minibusser. Jeg tænkte at det da var rart for dem, men at jeg nok hellere bare måtte gå til campen. Maria reddede mig ved at sige, at jeg da bare kunne køre med.
Jeg var langsomt ved at blive en del af gruppen, og det blev slået endnu mere fast, da hun sagde at gruppen regnede med at mødes næste morgen til morgenmad kl. 09:15, og at jeg skulle være velkommen til at komme med.
Der var ikke plads på Nikita, så det blev en anden camp i stedet. Jeg boede ikke nær så godt som på Nikita, men jeg var til gengæld i godt selskab.

hpim2767_tn.jpg

...

Næste morgen mødtes vi til morgenmad, og dér blev jeg inviteret med på dagens ekskursion, en gåtur til den hellige shaman-klippe, hvilken jeg naturligvis havde set før, samt et besøg på byens museum.
Efter at have forsikret mig det var ok med gruppen, at jeg tog med, vandrede vi afsted mod den hellige klippe. Den lignede unægteligt sig selv, og jeg tænkte på de sjove stunder, jeg havde haft der tidligere.

hpim2769_tn.jpg

Lidt mere fra turen til nordsiden

Bagefter var det åbenbart tid til en badetur, men jeg havde ikke taget badetøj med, så jeg løb afsted mod campen, der absolut ikke havde samme formidable beliggenhed, som mit tidligere hus, hvilket betød at jeg først var tilbage, da badningen var slut. AK!
Så gik turen til museumet, der umiddelbart var ret uinteressant i sig selv, men alligevel blev til en sjov oplevelse, da Maria fortalte nogle underlige ting. Hun prøvede blandt andet at bilde mig ind, at vi kiggede på et hus fra 1600-tallet, hvor en buruyat familie derfra boede. De var dog ikke hjemme.

hpim2773_tn.jpg

Hvem er denne verdensmand dog?

Resten af dagen slappede vi af, og jeg spenderede meget tid sammen med Maria. Jeg begyndte langsomt at indse, hun nok var det mest politisk ukorrekte menneske, jeg nogensinde havde mødt. Det var helt fantastisk.

hpim2775_tn.jpg

Frokost... uhm, fiskesuppe!

Næste dag var der endnu en planlagt ekskursion til nordsiden af øen. Jeg havde jo ligesom været på den før, men tog alligevel med. Hvorfor? Fordi jeg absolut kunne lide gruppens selskab, men nok mest for at tilbringe noget mere tid sammen med én bestemt af gruppens medlemmer.
Turen var hyggelig, og jeg kunne fortælle vidt og bredt om stederne samt deres tilhørende legender... til dem der ville høre det, hvilket ikke var mange, da der var en russisk guide med.

hpim2780_tn.jpg

Jeg synes at jeg har set det før, men måske tager jeg fejl

Aftenen skulle blive fortryllende. Vi var nogle stykker fra gruppen som gik hen til et lille supermarked, hvor Maria og jeg købte et par øl og nogle særdeles velsmagende kager. Hun vidste naturligvis lige hvilke kager vi skulle have.
Pludselig var vi kun tre fra gruppen... og så kun to. Herefter slentrede vi ned til stranden og den hellige shaman klippe, som vi kravlede op på toppen af. En stund uden ord, kun stilheden og en fantastisk himmelhvælving oplyst af en rød nedgående sol.
Da solen var væk og det var blevet mørkt, gik vi tilbage til campen, hvor vi fandt resten af gruppen siddende ved en bålplads. Det sidste af aftenen hyggede vi allesammen med guitarspil og russiske sange.

hpim2783_tn.jpg

Afslapning på the mountain of love

Da jeg vågnede dagen efter, kunne jeg mærke den forkølelse, der havde været under opsejling siden sejlturen, hale ind på mig. Jeg havde mest af alt lyst til bare at blive liggende i sengen, men stod nu alligevel op.
Det endte da også med, at jeg tog med på en ekskursion til sydsiden af øen, som jeg, til en forandring, ikke tidligere havde set.
Efter at have siddet i minibussen i konstant træk, var jeg dog ikke meget værd, da vi endelig nåede frem til første destination, en lille hyggelig strand, afskærmet af omkringliggende skråninger. Men Maria, der var læge, kom med nogle velplacerede ord, som uden tvivl holdt mig kørende resten af disse dage.

hpim2785_tn.jpg

En begyndende solnedgang over Khuzir

Næste destination var ved en lille bugt, hvor vi skulle holde frokost. Inden da skulle vi dog lige have en rundtur og se på et par forskellige seværdigheder. Det var vores chauffør, der gav os den store rundvisning. Jeg forstod naturligvis intet af det han sagde, men umiddelbart var det ikke meget anderledes for mine russiske venner. Som Maria sagde, så var det utroligt at han kunne sige så mange ord - uden egentligt at fortælle noget.
Da maden blev serveret, så jeg til min store glæde, at det var fiskesuppe igen. Hér serverede de altid fiskesuppe med hele fisk, skåret i tre stykker. Hvorfor skulle man dog ordne fiskene først? Næ, de skal sgu serveres med hale, finner, ben, hovede og ulækre øjne, der hånende kigger på én, mens man spiser kroppen og samtidig bliver kvalt i et fiskeben.

hpim2788_tn.jpg

En lille afskærmet strand fra turen til sydsiden

Om aftenen gik gruppen i Banya, men grundet mit lidt ustabile helbred, deltog jeg ikke i denne ellers nærmest rituelle ceremoni. I stedet gik jeg i campens fælles brusebad, der viste sig at være ubeskriveligt ulækkert. Desuden var det tæt på at blive et blodbad, da brusehovedet skød maskingeværsalver af istapper imod min stakkels krop. Alt i alt ikke en super oplevelse.
Bagefter mødtes jeg med gruppen, da vi skulle til en yurt (oprindelig buruyat telt) og spise aftensmad. Det var en sjov oplevelse, hvor vi startede med en alkoholisk drik udvundet fra mælk, som jeg straks døbte "smelly socks" - navnet forklarer alle drikkens facetter. Den efterfølgende mad var i samme klasse. Mums!

hpim2793_tn.jpg

Uhm, tid til fiskesuppe igen!

Senere sad vi alle atter ved campens bålplads og hyggede. En stor del af gruppen var dog trætte efter banyaen, så vi blev hurtigt færre. På et tidspunkt gik Maria og jeg en tur ned til stranden ved den hellige klippe, og da vi kom tilbage var alle gået i seng.

hpim2795_tn.jpg

Den russiske guide var vist ved at fortælle en meget interessant historie... om ingenting

Næste dag var den sidste på Olkhon, og ingen gad rigtigt at lave noget, så vi havde en dag på stranden.
Om aftenen tog vi til et lille sted, hvor nogle buruyat russere levede som i gamle dage, det var en sjov oplevelse, og jeg fik tilmed redet på en hest... i fuld galop!
Da vi kom tilbage til campen gik gruppen i banya igen, men denne gang havde jeg naturligvis glemt solcremen på stranden om dagen, så jeg havde ikke lige lyst til at blive yderligere ristet.
I stedet satte jeg mig ved bålpladsen med et par øl og hørte nogle tilfældige russere spille guitar og synge. Det var ganske hyggeligt.

hpim2796_tn.jpg

Udsigten fra et magisk sted...

Jeg havde bekymret mig lidt for turen til Irkutsk, da jeg jo sådan set ikke var en del af gruppens arrangementer, men Maria sagde blot, at jeg da ikke skulle tænke mere på det, eftersom gruppen jo var 16 personer stor. Det var rart at høre.
Der var heller ingen problemer om morgenen, og turen til Irkutsk forløb relativt udramatisk. Da vi nåede frem, indlogerede jeg mig på samme hotel som gruppen, hvorefter vi alle tog ud i Irkutsks pulserende aftenliv.
Det eneste mad jeg havde lyst til var sushi, og jeg var i den heldige situation, at det også var liiige dét, Maria havde allermest lyst til! Ingen andre ville have sushi, så jeg sagde farvel til mine russiske venner og takkede dem mange gange for et sødt postkort, jeg havde fået af dem, hvorpå de havde skrevet en masse hilsener.
Herefter havde Maria og jeg en helt fantastisk aften med super mad, vin og en fortryllende stemning.

hpim2802_tn.jpg

Bare et superflot billede

Til sidst sagde jeg også farvel til Maria - hun var blevet en nær og speciel ven, jeg ville huske.

hpim2804_tn.jpg

Prinsen på den grå hest

Nu sidder jeg tre dage efter, jeg begyndte at skrive om disse dage, og er først blevet færdig nu... det har taget mig lang tid, men til gengæld har jeg endelig fået samlet mine tanker.
Jeg har tænkt over hver enkelt oplevelse, hvert et ord sagt og hver en tanke jeg gjorde mig undervejs, for at kunne formulere en fortælling, der indeholder historien, men ikke har unødvendige detaljer samt hændelser kun forbeholdt min hukommelse.

hpim2809_tn.jpg

Eventyret var ved at komme til en ende, her var vi på vej til Irkutsk