EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Den lange tur til Ust-Barguzin

Dag 16. Mandag d. 18/07-05


Endelig var jeg fremme i Ust-Barguzin og lå på en blød seng for at slappe af i min ømme krop. Klokken var mange og turen hertil havde været lang og udmattende, både fysisk og psykisk.

Da mit nye vækkeur ringede to dage tidligere på Downtown Hostel, var jeg heldigvis den eneste tilbage på værelset. Jeg havde bevidst sat uret lidt tidligere end praktisk talt nødvendigt, da jeg vidste at jeg nok ikke ville være 100% effektiv tidligt. Det var heldigt, da tiden alligevel næsten løb fra mig. Jeg havde fået at vide, jeg skulle være på stationen senest en halv time før afgang, hvilket ville sige klokken 06.30. Jeg var der først klokken 06.55, men nåede det heldigvis alligevel.
Togturen fra Irkutsk til Ulan-Ude, var cirka syv timer lang og temmelig uinteressant, især fordi det enten regnede eller var så tåget, at man intet kunne se.

hpim2661_tn.jpg

Mit hotel i Ulan-Ude

Da jeg endelig nåede til Ulan-Ude, ville jeg se om jeg mon kunne være så heldig at fange bussen allerede samme dag, så efter overhovedet at have fundet centrum fra togstationen, vandrede jeg byen tynd for at finde busstationen. Den fandt jeg faktisk relativt nemt med lidt hjælp fra tre russere, der tegnede et kort og skrev "busstation" på russisk.
Bussen var dog allerede kørt, så i stedet købte jeg en billet til dagen efter.

Herefter måtte jeg jo så finde et billigt hotel eller endnu bedre et hostel. Min erfaring sagde dog, at jeg nok ikke lige skulle regne med at finde et hostel uden et kort eller lignende, så i stedet jeg prøvede at spørge en venlig og snaksagelig taxachauffør om vej til et billigt hotel, hvorefter han meget overraskende bare pegede på en bygning bag mig. Dér skulle en seng kun koste 100 rubler, hvilket var exceptionelt billigt. Men da jeg kom derover, ævlede og bævlede to rengøringskoner/"receptionister" løs på russisk... og de kunne slet ikke forstå, at jeg ikke skulle kunne forstå dem. Det hele endte med at den ene rystede på hovedet og lod sig forstå, at jeg skulle følge med hende. Derefter fulgte hun mig til et nærtliggende hotel, hvor jeg vist meget fornuftigt fik et værelse.

hpim2662_tn.jpg

Lidt stemning fra en gågade i Ulan-Ude

Lidt senere, da det var på tide at se byen uden min oppakning, der syntes at være en evig humør- og kropsknuser, trissede jeg afsted for at finde en restaurant og måske en internetcafé. Det skulle dog vise sig sværere end jeg havde forventet, da der ikke var nogen af delene.
Efter at have rendt rundt et par timer, hvor jeg dog havde fået set gadegøgl, et tivoli og flere andre sjove ting, spurgte jeg et par unge kvinder, der lignede servitricer på pause, om vej. Efter de havde prøvet at forklare mig vejen til en restaurant et par gange uden held, valgte den ene at følge mig dertil. Hun hed Julia og kunne ikke ét ord engelsk eller tysk (udover "deutsch", for ligesom at indikere at hun altså var bedre til tysk!?). Hun var nu meget sød, og vi grinte en del over sprogvanskelighederne. Da vi nåede frem til restauranten, som egentligt bare var et særdeles ulækkert fastfood sted, smilede hun sødt og gav mig sit telefonnummer, hvorefter hun løb tilbage til baren.

hpim2663_tn.jpg

En flot kirke i en ellers kedelig by

Efter at have indtaget to dødsyge og næsten uspiselige retter, gik jeg tilbage til hotellet for at få noget søvn.
Inden jeg faldt i søvn, kom jeg dog i tanke om, at jeg nok hellere måtte købe lidt mad til morgendagens tur... så jeg sprang hurtigt i tøjet igen og løb ned til det nærmeste marked, som lå på en stor gågade tæt på hotellet. Dér købte jeg et brød, noget ost og en vand. Så var jeg klar til busturen!
På vejen tilbage mødte jeg utroligt nok Julia igen (et nyt sted i byen), som sagde at jeg først skulle ringe til hende klokken 23:00.
Jeg ringede dog aldrig.....

hpim2664_tn.jpg

...

Morgenen efter skulle vise, at alverdens indkøb ikke ville have kunnet gøre mig klar til busturen. I mit lidt naive hoved havde jeg forestillet mig en bus, lig den jeg tidligere havde taget fra Irkutsk til Olkhon, men det var det absolut ikke. Bussen var vel fra 60'erne og den havde vist fået lov til bare at forfalde i hele sin levetid.
Passagerne var også i en klasse for sig selv. Der var kun lokale russere, som tydeligvis ikke var i den øvre del af samfundet, men jeg lod Stephanes ord, "fattigdom gør ikke folk til tyve eller dårlige mennesker", stå sin prøve, og tænkte at det sikkert var gode folk.
Desværre endte jeg lige foran to meget fulde buryat russere, der skulle genere mig kraftigt de næste seks timer.
For at gøre en meget lang og trist historie kort, faldt de to russere hurtigt i søvn, hvorefter de blev ved med at falde ind i mig. Højdepunktet eller nærmere bunden blev nået, da én af dem bestemte sig for at nu skulle hans ben altså op på min sæderyg, hvilket betød at han sparkede mig i hovedet to gange. Det vakte tilsyneladende stor begejstring hos resten af bussen, mens jeg var knap så imponeret. Mest af alt havde jeg lyst til at finde min Leatherman frem og ..............
Lidt senere da vi holdt en pause, fik gerningsmanden, der nu var igang med en ny 2-liters øl, historien. Det betød, til min store overraskelse, at han kom ind i bussen igen og sagde undskyld. Der gik dog kun en halv time, så var han igang igen.
Bussen var desuden ikke lavet til kombinationen af min størrelse baggage og russernes umanerlige frygt for at komme sidst i køen. Det betød nærmere betegnet, at hver gang vi holdte pause trampede den bagerste halvdel af bussen hellere henover/igennem min baggage, end at vente 30 sekunder på, at jeg fik flyttet den fra midtergangen.
Mit syn på den almindelige russer ændrede sig dramatisk under denne umenneskelige transport.

hpim2665_tn.jpg

Er dette mon et hotel?

Da jeg endelig nåede frem, fandt jeg relativt hurtigt en pension, men den var dyr og navnet passede ikke overens med dét, der stod på min seddel fra Stephane. Han havde skrevet en pension op, hvor en ven til ham, havde haft en fantastisk tid. Vennen var gået så langt som til at sige, at Sergej Parteloni, ejeren af stedet, var nummer tre på listen over personer i verden, han helst ville møde igen.
Så jeg gik videre... og efter at have vandret i en times tid og endelig have fundet den gade, jeg i to tyskeres bog havde læst skulle huse et ungdomshostel, måtte jeg sande at det skulle blive svært. Der var ingen som kendte til et sted at sove på denne gade. Jeg bandede og svovlede og ønskede at jeg ville møde de to tyskere igen, så jeg kunne brænde deres lede bog!
Efter et stykke tid mødte jeg to russere, som ville følge mig til et sted de kendte. Det var naturligvis i den anden ende af byen, hvor jeg stort set kom fra.
Det skulle blive en meget underlig oplevelse. Da vi ankom til stedet, var der lukket og låst, men det holdt ikke de to damer tilbage. De gik rundt om mansionen og dér fandt de en russer, som fulgte mig indenfor, hvorefter han sagde "sit down please" og pegede på en sofa. Det gjorde jeg så og han forsvandt igen. Stedet var faldefærdigt og tomt udover to unge piger, som var ved at sætte tapet op i et fjernt værelse. Jeg faldt i søvn og da jeg lidt senere vågnede, var der stadig intet sket. Jeg vandrede herefter hen til de to piger, som udfra deres udførte stykke arbejde at dømme ikke var håndværkere, og spurgte hvad der skete. De snakkede meget lidt engelsk, men lige nok til at jeg kunne forstå, at de ikke havde et ledigt værelse... at de havde et ledigt værelse... at de ikke havde et ledigt værelse... og det var så dér jeg gik igen.
Efter lang tids vandren var jeg tilbage ved det første dyre sted. Der gik jeg ind og det viste sig i sidste ende, det var dét sted Stephane havde skrevet. Jeg kunne have sparet fire timers ulidelig vandring og ødelagte fødder, som jeg bestemt skulle få at mærke de næste dage, hvis jeg bare ikke havde taget den forkerte beslutning i mit første værelse på stedet.
Nå, det var nemt at være bagklog, da jeg lå i en blød seng og slappede af.