EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Turen til Khövsgöl Nuur

Dag 47. Torsdag d. 18/08-05


Jeg vågnede næste morgen relativt veludhvilet, hvorefter vi var et par stykker der startede dagen med at køre til en internetcafé. Dér kunne jeg til min næsten ustyrlige glæde se en email fra lotto-service... jeg havde vundet hele 90 kroner, hvilket nok skulle holde mig kørende 1/3 af en dag mere...
Da vi var færdige kørte vi hen til "det sorte marked", hvor Tony og Geordy gerne ville prøve at købe kød ind til om aftenen...

hpim3083_tn.jpg

Månen på vej op over Khövsgöl Nuur

Herefter kørte vi mod Khövsgöl Nuur i det nordlige Mongoliet. Planen var at vi skulle have overnattet i MS camp, det sydligste punkt ved søen, men det var gruppen naturligvis ikke tilfreds med, så vi kørte i stedet, til chaufførernes tydelige utilfredshed, videre mod et sted på vestkysten kaldet Jankhai. Eller det troede vi i hvertfald - Dewey og jeg skulle senere opdage at chaufførerne snød os og kun kørte os halvvejs dertil. Campsitet var dog hyggeligt og relativt uberørt, da vi ankom. Det skulle Tony og Geordy, de to "skovriddere", til gengæld hurtigt få ødelagt, da de begyndte at konstruere et halvtag. Da den rigtige ranger, som passede på nationalparken, ankom til vores camp, blev han jævnt utilfreds, og den eneste grund til at vi ikke blev smidt på porten, var at Ikma kendte ham godt.

hpim3084_tn.jpg

Flot himmel over vores camp

Sidst på aftenen blev det så tid til at spise det kød Tony og Geordy havde købt. Det viste sig desværre at være en væmmelig blanding af skosålelæder og rotte.

Efter det overdådige festmåltid slog jeg mit telt op, og til min skræk så jeg at det havde en masse små mugpletter. Jeg kom da i tanke om min dumme(!) ugerning efter en klatreferie til Siurana, Spanien, hvor jeg pakkede det vådt sammen. Pokkers!