EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Kamelen der løb

Dag 39. Onsdag d. 10/08-05


hpim2960_tn.jpg

Her var kamelkaravanen på vej med sandbankerne

Da jeg vågnede var klokken næsten ti, hvor jeg havde aftalt at tage på kamelridning med Isabella, Annais og Rafael, et hyggeligt og meget forelsket fransk par. Jeg var egentligt i tvivl om jeg gad, men efter lovninger fra udlejeren om, at jeg kunne ride stærkt, tænkte jeg, at det da sikkert kunne blive sjovt. De skulle jo efter sigende kunne ride 60 km/t.
Der skulle dog ikke blive meget sjov på dén tur, da de dovne og stædige labaner ikke gad løbe. Guiden grinede tilmed pludseligt bare dumt og uforstående, da jeg sagde at jeg ville ride hurtigt. Isabella og jeg prøvede at stoppe vores kameler for at få dem til at løbe op til resten af gruppen - dog uden større held. Da vi efter utallige forsøg endelig fik dem i galop, viste det sig at min sadel ikke var spændt ordentligt på, så den gled ned på siden af kræet... sammen med mig, hvorefter jeg faldt af. Jeg slap dog uskadt fra uheldet, da jeg havde fået stoppet den lidt undervejs i faldet, samt at landingen skete i relativt blødt sand.

hpim2962_tn.jpg

Udsigten fra min kamel

Inden vi begav os afsted fra Gobi ørkenen, tilberedte vi resten af geden, der ellers havde hængt i Deweys og min ger natten over og fungeret som en obskur form for pynt og "luft-frisker". Da vi ikke ville risikere kogt kød igen, tilberedte Dewey og jeg den selv over åben ild, hvilket skulle blive det absolut bedste måltid hidtil i Mongoliet.

hpim2968_tn.jpg

Terningeskydning ved en lokal nadaam festival

På vejen mod næste destination, en lille by der kunnet have heddet intetsteds, kørte vi ved et tilfælde forbi en lille lokal nadaam festival, hvor vi så mongolsk brydning, brikskydning via fingerbrædt samt slutningen af et hesteløb. Det var en sjov oplevelse, der blev sluttet af med manér, hvilket bestod i at Dewey og jeg købte lokal mongolsk cola, der mildest talt smagte af "dagen-derpå-opkast".

hpim2970_tn.jpg

...og mongolsk brydning...

Om aftenen tænkte jeg, at det nok var min tur til at vaske op, hvilket jeg så begyndte på ude i en baggård, hvor vi havde slået camp. Jeg blev dog hurtigt stoppet af konen af huset, der vist fortalte at jeg skulle vaske op inde i et skur. Jeg spurgte hvorfor, men i samme øjeblik kom skinhellige Shay og sagde, at jeg boede hos dem og derfor skulle følge deres anvisninger. Bandende og svovlende stod jeg derefter sammenkrøbet inde i det mørke skur, der lige så godt kunne have været en overophedet russisk banya med 1,5 meter til loftet, og vaskede op i vulkansk lava, der skoldede mine hænder utallige gange, eftersom jeg ikke kunne se en hånd for mig.

hpim2981_tn.jpg

...og til sidst afslutningen af et hesteløb!