EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Gobi ørkenen

Dag 38. Tirsdag d. 09/08-05


hpim2930_tn.jpg

Bilen sad fast i bæpassagen... vi måtte skubbe den fri!

Det havde regnet kraftigt de sidste dage på grund af regntiden, så på vej mod den centrale del af Gobi ørkenen måtte vi køre i zigzag udenom flere store vandområder. På et tidspunkt blev vi dog nød til at krydse en flod af regnvand, der løb gennem ørkenen. Den første bil, der tog chancen, kom cirka halvvejs før den sad fast i mudderet. Herefter smed fire af os tøjet og kastede os heroisk ud i den ulækre syndflod af beskidt regnvand, mudder og flydende eskrementer. Med en fælles indsats fik vi skubbet bilen fri, og den kørte herefter sikkert til den anden side af floden. Bil nummer to klarede frisag.
De dovne labaner, der ikke hjalp til, måtte til deres åbenlyse utilfredshed også smide bukserne og vandre gennnem bæpassagen, da anden bil, belært af den førstes forsøg, ikke tog passagerer med over.

hpim2937_tn.jpg

Ger campen hvor vi boede

Da vi endelig nåede den centrale del af Gobi, var Dewey og jeg restløse, så vi udså os den højeste sandbanke i den umiddelbare nærhed, og bestemte os for at bestige den. Pludselig havde vi selskab af Geordy, en irer, Isabella, Tonys kæreste samt Tony. Vi fem kæmpede os vej til foden af sandbanken, hvilket ikke var helt let, da regnen også hér havde gjort sin entré. Spøjst, vi rendte rundt i en sump i midten af en ørken!
Turen op var hård og ubarmhjertig, da sandbanken var hundreder meter høj og sandet bevirkede at for hver skridt vi tog, røg vi 2/3 af skridtet ned igen. Toppen var dog alle anstrengelserne værd, da udsigten var fantastisk udover den golde ørken.

hpim2947_tn.jpg

Stejl, stejl skråning af sand!

Om aftenen købte vi en ged, som de lokale slagtede for øjnene af os. Igen havde jeg ikke det store behov for at se det, men jeg fik at vide de skar maven op på dyret og stak hånden ind for at flå hovedaterien fra hjertet itu, hvilket medførte at dyret døde af blodmangel til hjernen. Nogle gange kan de åbenbart ikke finde aterien, hvorefter at de river hele hjertet ud på det stakkels kræ.
Da geden var død og skåret i stykker, tilberedte de lokale halvdelen af den. Vi havde bedt dem om at grille den, men den blev naturligvis(!) serveret kogt... så vi efterbehandlede den ved at stege den på en varm pande. Det endte trods alt med at blive et udemærket måltid.

hpim2953_tn.jpg

Solnedgang over Gobi ørkenen