EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Dejlige Darjeeling

Dag 327. Torsdag d. 25/05-06


hpim6459_tn.jpg

Udsigten over Darjeeling fra mit hotelværelse

Jeg havde nu været i Darjeeling i fire fulde dage, og jeg var vild med stedet. Efter at have spenderet de sidste mange måneder i glohede, var det en fantastisk følelse at indånde kølig bjergluft. Her var kun omkring 17-18 grader i dagstimerne, så en jakke var nødvendig, og desuden havde der været overskyet med sporadiske regnbyer siden jeg ankom, men for pokker da, jeg nød det!

hpim6464_tn.jpg

Himalayan Mountaineering Institute's hovedkvarter

Første dag slappede jeg bare af og kølede ned over motorcykelsituationen; det gjorde jeg ved at trisse rundt i byen og finde ud af hvad der var op og ned, hvilket bør læses bogstavligt, eftersom byen ligger på en bjergkam og er broderet med særdeles stejle gader.
Senere henunder aftenen tænkte jeg, at jeg lige ville finde Himalayan Mountaineering Institute, som jo var hovedårsagen til at jeg overhovedet var kommet hertil, men på vejen dertil faldt jeg over en lille hyggelig park. I løbet af den korte stund jeg stod og overvejede, om jeg skulle gå ind eller videre mod HMI begyndte det at regne, så jeg valgte at se hvad parken havde at byde på, frem for at vandre mod det uvisse i uvejret.
Parken var ganske hyggelig og der var en optræden med stammedans og musik. Ahh, jeg havde brug for dette, stille og rolig afslapning.

hpim6475_tn.jpg

En sneleopard i Padmaja Naidu Himalayan Zoological Park

Næste dag var den store dag; jeg havde planlagt at besøge Himalayan Mountaineering Institute.
Siden Kalkutta havde jeg dog bestemt mig for at deltage i Nepal Mountaineering Association's Basic Mountaineering Course, hvilket betød at jeg egentligt ikke havde noget reelt ærinde på instituttet, altså udover nysgerrighed.
Stedet bestod af tre sektioner, som var tilgængelige for pøblen, en zoo med nogle himalayas sjældne dyr såsom sneleoparden, et generelt bjergbestigningsmuseum og et museum dedikeret til Mt. Everest. Alle tre sektioner var spændende, og især gennem de to museer fik jeg vasket gulvene med mit savl.
På vejen ud af det sidste museum stødte jeg ind i en ansat, som jeg, vel opmuntret af billeder og udstyr, spurgte om vejen til tilmeldingskontoret. Dér fik jeg en god snak med dem, og med lidt frækhed fik jeg en super aftale i stand; hvis jeg bestod NMA's Basic Mountaineering Course, kunne jeg deltage i HMI's Advanced Mountaineering Course i September.
Det var en smuk aftale, og i løbet af de næste dage udviklede planerne sig kraftigt. Jeg undersøgte priser for forsendelser af diverse nødvendigt udstyr og fandt derved ud af, at for den samme pris kunne jeg få en returbillet fra New Delhi. Derfor tog jeg en særdeles betydningsfuld beslutning; jeg ville ende denne rejse i slutningen af Juni måned.
Fortvivl dog ej kære læsere for i starten af August måned bliver en ny ekspedition startet. En ekspedition kun med henblik på bjergbestigning. Yeah!!!

hpim6487_tn.jpg

...og til sidst en Bengalsk tiger

Nå, tilbage til hvad der ellers skete i løbet af disse dage. Da jeg vågnede næste morgen tænkte jeg, at det var tid til lidt motion, så jeg vandrede afsted mod nogle små stier, man kunne se løbe ned af bjergsiden fra Darjeeling. Det skulle dog ikke være så let, eller også var jeg bare uheldig at vælge en forkert nedgang, i hvert fald endte jeg ved et fængsel, hvor der ikke rigtig var nogle veje væk fra. Jeg lod mig dog ikke stoppe så let og vandrede langs murene rundt om komplekset. Hvert øjeblik forventede jeg at høre skudsalver fra et af vagttårnene, men jeg klarede frisag, og snart efter endte jeg på en lille sti. Denne ledte dog lige lukt ind i en lille landsby, hvor jeg virkelig ikke kunne finde en vej igennem; alle stier syntes at føre ind i et hus eller en have, så til sidst opgav jeg og begav mig atter mod Darjeeling by.
Undervejs stødte jeg tilfældigvis ind i Lloyd Botanical Gardens, som var et hyggeligt afbræk fra den moderne civilisation, og inden jeg var tilbage i byen, var det blevet aften.

hpim6510_tn.jpg

Observatory Hill

Gæstebogen havde igennem et stykke tid været udsat for spam, så efter en god gåtur her til morgen satte jeg mig for at videreudvikle den, så den var lidt mere modstandsdygtig overfor disse irriterende indslag. Det tog rask væk nogle timer, hvilke kun blev opbrudt af frokost og et par gåture.
Vejret havde klaret lidt op, så jeg tænkte at hvis jeg skulle en tur til den berømte Tiger Hill for at se solopgangen over Himalaya og måske få et magisk blik af Kangchenjunga, så måtte det være denne nat. Mit hotel havde tilbudt mig turen for 500 rupee's, men det syntes jeg lød dyrt, så jeg fandt en turistinformation, der udbød samme tur for den væsentligt mindre sum af 65 rupee's.
Jeg ville blive hentet uden for mit hotel klokken 03:35, hvilket kun var et par timer senere end min sædvanlige sengetid, så jeg ville prøve for en gangs skyld at have en tidlig nat...

hpim6519_tn.jpg

Darjeeling by set fra afstand