EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Det lykkedes

Dag 287. Lørdag d. 15/04-06


Det var aften og jeg lå i sengen på Thaj Regency i Chennai, hvor jeg nu havde været i hele 11 dage, hvilket var mindst 9 dage for meget efter min mening. Dagene havde dog båret frugt; jeg havde købt en motorcykel og fået sat den i stand. Pengene havde trillet hurtigt, i hvert fald hurtigere end normalt, men når jeg tænkte på min flotte Enfield, der stod parkeret nede foran hotellet, havde det været alle pengene værd.
Jeg ville egentligt have været taget afsted igår, men dette var Indien, og ting tog tid, lang tid. De sidste tre dage havde dog ladet mig og ikke mindst maskinen blive helt rejseklar.

De to foregående dage spenderede jeg på at få maskinen færdiggjort og samlet al nødvendig dokumentation. Det havde vanen tro været hårdt arbejde, hvor jeg gennemsnitligt bandede og svovlede og ønskede alverdens uhyrligheder for alle indere et par gange i timen.
Det lykkedes mig dog igår at få maskinen leveret færdig og nypudset; kun en halv dag senere end aftalt, hvilket skød mine planer om at komme afsted samme dag i sænk.

Det betød jo at jeg så ville kunne komme afsted idag uden problemer. Haha, hvor dum og naiv havde jeg lov til at være? Selvfølgelig kom jeg ikke afsted fra dette helvedeshul.
Da jeg pakkede mine ting her til morgen, indså jeg at bagsædet ikke på nogen fornuftig måde ville kunne komme til at blive pakket på motorcyklen, så jeg bestemte mig for at sende det hjem til Danmark. I Kina havde jeg stor glæde af TNT, som var professionelle, effektive og havde fornuftige priser, så jeg tænkte ar dem ville jeg naturligvis bruge igen. Det skulle snart vise sig at være en stor fejltagelse.
TNT's egen hjemmeside havde ikke en adresse på et indleveringskontor, ringe(!), men jeg lod mig ikke stoppe, så jeg fandt en adresse et andet sted på nettet. Jeg havde ikke noget godt kort over byen, så jeg tænkte at det nok var bedre med en rickshaw end motorcyklen. Da vi endelig nåede frem til adressen kunne en venlig mand fortælle mig, at det var fire år siden TNT flyttede til et nyt sted. Videre mod den nye adresse, som viste sig at være et lager, hvor man ikke kunne indlevere pakker. Videre igen til selve indleveringskontoret, hvor det hurtigt viste sig at dette var en indisk afdeling; effektivitet og professionalisme var tydeligvis ikke ord de kendte og prisen var bestemt ikke god, men på dette tidspunkt havde jeg brugt halvdelen af dagen på forsendelsesprojektet; jeg orkede ikke at finde et alternativt shippingfirma, så jeg fik alligevel sendt pakken efter lang, lang tids venten.

Tilbage i Triplicane området bestemte jeg mig for at fikse fodstøtterne på motorcyklen, som jeg havde bemærket var skæve, så jeg tog ud og købte nogle nye, hvorefter jeg ville lege mekaniker. Jeg fik da afmonteret de gamle, inden jeg måtte sande at min miniature værktøjssamling ikke ville kunne udføre jobbet. Pokkers, men det var nu heldigvis ikke værre end, at jeg, efter en anstrengende tur uden fodstøtter, fik de nye monteret hos min gode gamle mekaniker.

Resten af aftenen slappede jeg af og fik til en forandring noget indisk mad på Maharaja's.