EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Welcome to Axe Land

Dag 276. Tirsdag d. 04/04-06


Jeg havde et stykke tid vidst, at jeg ville købe en motorcykel til at køre Indien rundt på, og efter at have snakket med udlejeren i Pondycherry, havde jeg endelig bestemt mig for at købe en billig udgave. Jeg havde i den sammenhæng opgivet ideen om at importere en Enfield til Danmark, og legede i stedet med en ide om at tage til USA og købe en ordentlig kværn. Dét var dog stadig kun på idestadiet.

Så skete det alligevel; jeg løb tør for anstændig deodorant, og da Indien ikke syntes at have mange alternativer, endte jeg med at købe en Axe. Trofaste læsere vil måske kunne huske min mening om dette mærke fra Rusland.
Jeg var dog efter mine adskillige måneders rejse blevet væsentligt mindre sippet, og havde nu egentligt ikke rigtigt noget mod denne deodorant.

Kvarteret, hvor jeg boede her i Chennai, syntes ikke at have nogle ordentlige restauranter, i hvert fald ikke ud over Maharaja, som så til gengæld kun havde vegetar-retter. Det var ikke optimalt, men trods det manglende kød havde jeg nu et ganske godt morgenmåltid.

Chennai var byen hvor Royal Enfields blev bygget, så jeg var i god tro om nemt at kunne finde en masse eksemplarer at vælge i mellem, men jeg skulle hurtigt blive klogere.
Jeg startede med at printe en liste over de autoriserede forhandlere ud, og så ellers komme afsted mod den første. Byen viste sig hurtigt at være kæmpestor, og efter at have vandret i raskt tempo en times tid, indså jeg at det nok ikke var en god ide at gøre det på gåben.
Da jeg endelig nåede frem til første sted, viste det sig at de kun solgte nye modeller, så jeg tog videre til næste sted, der ligeledes kun havde nye. Ak, dette var nok ikke vejen, så jeg spurgte forhandleren om et sted, og han gav utroligt nok et vejnavn, Bells Road.
Bells Road viste sig at være et mekka af brugtmotorcykelsforhandlere, så jeg tog dem fra en ende af, men havde kun tilnærmelsesvist held ét sted, hvor de viste mig et nogenlunde eksemplar, der dog så til gengæld kostede lidt for meget.
Klokken var efterhånden blevet mange, så efter at have givet mit bud på en "god" pris, hvilket de ikke lige var enige i, gik jeg ud for at finde noget aftensmad.

Endnu en gang måtte jeg indse at Maharaja's var det eneste anstændige sted, så jeg fandt hurtigt mig selv siddende derinde igen. Det var dog ikke før jeg endnu en gang var stødt ind i en frisk ung pige, som jeg havde mødt et par gange før. Hun levede højst sandsynligt på gaden, men snakkede overraskende godt engelsk trods sine usle kår. Hun inviterede straks sig selv på middag med mig, hvilket jeg dog pænt afslog, men i stedet lovede at købe hende en banan efter jeg kom ud derfra.
Maden var ellers overraskende god, og jeg indså for første gang, at vegetarmad ikke behøvede at være en dødsyg omgang sjask.
Da jeg kom ud derfra var pigen gået, og jeg sparede pengene til en banan, så i stedet tog jeg på en internet café et par timer.

Da jeg kom ud derfra var det blevet sen aften, men i stedet for at gå direkte tilbage til hotellet, tænkte jeg at en gåtur da nok kunne være spændende.
Jeg havde gennem et stykke tid hér i Indien set nød og elendighed, ulig noget jeg ellers havde set tidligere. Måske var det lige så slemt i Kina, jeg troede det ikke, men hvis det var, så var det i hvert fald ikke lige så åbenlyst som her. Mennesker, ubeskriveligt mange mennesker, børn, voksne og gamle sov og levede hele deres liv på et fortov, hvor kun ligestillede syntes at bemærke dem.
Jeg mente generelt ikke at det var en god ide at give tiggere penge, og især ikke børn. Det var et særdeles svært spørgsmål, som jeg havde lagt mange tanker bag, men det betød ikke, at det ikke var svært at håndholde. Hver gang en lille unge stod med store brune hundeøjne og pegede på sin mave for at indikere, at han eller hun altså var sulten, så følte jeg mig som en ussel stodder, når jeg sagde nej.