EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Ellora og Ajanta

Dag 255. Tirsdag d. 14/03-06


hpim5669_tn.jpg

Fantastiske Ellora.
Her et kæmpe tempel udhugget af klippen!

Jeg lå atter i en alt for kort køje på et nattog; denne gang på vej tilbage til Bombay. Det havde været to gode og hektiske dage.

hpim5688_tn.jpg

Udsigten fra Daulatabad halvvejs oppe mod toppen af fortet

I toget på vej mod Aurangabad mødte jeg Teruko, en japansk pige, og Iain, en australsk fyr, som begge var på vej mod samme destination. De var begge flinke, og vi faldt godt i snak inden alle faldt omkuld i den kolde larmende kupé.
Da toget kørte ind på vores station, og klokken kun var lidt over 04, var vi alle tre trætte og ikke mindst parate til at sove videre. Det betød at da én mand stod med et visitkort til et relativt billigt hotel, Indradeep, med et ledigt værelse, var vi stort set solgt på stedet.
Det var egentligt et dobbeltværelse, men vi fik en ekstra madras og pludselig havde vi et billigt, men småt, trippelværelse. Det var fint til vores behov, og kort efter lå vi alle tre atter og boblede.

hpim5729_tn.jpg

Panchakki

Da vi vågnede lejede vi en taxi til at køre os rundt og se de lokale seværdigheder. Vi startede med det fantastiske Ellora, som var en gruppe flotte grotter og ikke mindst et tempel udhugget af klipper. Bagefter så vi mindst lige så fantastiske Daulatabad, der var et kæmpe fort, hvor vi i ægte Indiana Jones stil udforskede lange kulsorte passager og trapper med masser af flagermus hængende i hovedhøjde. Da vi til sidst havde kæmpet os hele vejen til toppen, blev vi tilmed belønnet med en super udsigt over hele området.
Turen gik så videre til Bibi ka Maqbara, som også gik under navnet Indiens mini Taj Mahal, og herfra videre til uinteressante Tomb of Mughal Emperor Aurangzeb-Khuldabad. Sidste stop var Panchakki, der husede et antikt vandsystem.

hpim5734_tn.jpg

Bibi ka Maqbara

Næste dag checkede vi ud af hotellet og begav os så ud på en tur mod Ajanta, der ligesom Ellora var grotter udhugget af klipper. Imodsætning til Ellora, der var tilegnet tre religioner: buddhisme, hinduisme og jainisme, var disse kun buddhistiske; til gengæld husede de ikke kun udhuggede figurer, men også flotte malerier.
Personligt syntes jeg at Ajanta falmede i forhold til det mere varierede Ellora, men det kunne måske også skyldes, at jeg havde valgt at tage snøresko på, og i samtlige grotter var fodtøj forbudt - meget irriterende!
Turen videre til Jalgaon var lige så gyselig, som turen om morgenen havde været til Ajanta; det vil sige en super overfyldt lokal bus, der absolut ikke var tiltænkt hverken folk i min højde eller folk med min størrelse baggage.

hpim5781_tn.jpg

Et maleri fra Ajanta grotterne. Det var næsten umuligt at få et godt billede da blitz og stativ ikke var tilladt

Senere og fremme i Jalgaon havde vi god tid før vores tog mod Bombay, som vi havde købt billetter til samme morgen, afgik. Det betød at de næste timer blev brugt på en snudsket bar med at spille kort, og for mit vedkommende at indtage en så ulækker portion Chicken Pulav, at den var noget nær uspiselig.

hpim5789_tn.jpg

Ajanta grotterne set udefra