EXPLORERS.DK

Home Om mig Nyheder Gæstebog

Asien 2005/2006

Det sorte hul

Dag 76. Fredag d. 16/09-05


hpim3239_tn.jpg

Beijing, en travl metropol og hovedstad

Det var fredag eftermiddag, og jeg sad på en kinesisk busstation i Dengfeng - hjembyen for de verdenskendte kung-fu munke i Shaolin templet. Jeg var her ikke for at tage en bus - i stedet sad jeg sammen med Dewey og ventede på tre unge danske piger.
Jeg havde god tid, og trods jeg sad fuldstændigt omringet af meget nysgerrige kinesere, kunne jeg skrive lidt om de cirka to uger i Kina, der havde bragt mig hertil.

hpim3244_tn.jpg

Den Himmelske Fredsplads

Turen fra Mongoliet havde blandt andet taget mig den sidste strækning af den Transibirske Jernbane. Dér mødte jeg en gruppe danske professorer, som havde speciale i telekommunikation, hvilket førte til mange spændende diskussioner. De var stok-konservative, især hvad angik uddannelsessektoren, hvilket gik godt i spænd med mine holdninger om det evigt faldende uddannelsesniveau i Danmark.

hpim3248_tn.jpg

Mange(!) lokale turister indenfor murene af den Forbudte By...

Jeg ankom om morgenen til Beijing og det første, der ramte mig var en fugtig varme, der i hvert fald skulle følge mig hele vejen hertil. Det næste var en hær af sælgere, som alle hver især mente at deres hotel eller hostel absolut var det bedste og billigste. Dewey, der ville komme dagen efter, havde til gengæld fortalt mig om et udemærket hostel, Central Youth Hostel, lige overfor togstationen, så jeg takkede mere eller mindre pænt nej tak til alle de generøse tilbud.

hpim3273_tn.jpg

Den Forbudte By!

Den næste uges tid brugte Dewey og jeg på at slappe af og kigge på camping- og klatrebutikker. Det betød at tiden i Beijing stort set bare forsvandt, uden jeg fik set alle de gængse turist-sites. Det passede mig dog fint, men jeg tog da heller ikke derfra uden at have oplevet de allerstørste attraktioner.

hpim3295_tn.jpg

Toppen af Sommerpaladset, en ganske flot udsigt

Den Forbudte By.
På vejen dertil mødte jeg for første gang en selvudnævnt "kunststuderende", der ville sælge mig et utroligt udvalg af hendes "egne" kunstværker. Jeg havde hørt om svindleriet fra flere rejsende - åbenbart var der utroligt mange unge kinesere i Beijing, der udgav sig for at være søde unge studerende, som havde deres eget lille atalier. Det var dog ikke lige tilfældet, i stedet var ansat af dette atalier, til at sælge de masseproducerede varer.
Jeg bed ikke på krogen, selvom hun ihærdigt prøvede at charmere mig. Måske var det hendes overskæg, der skræmte mig...
Den Forbudte By var absolut flot, men jeg var nu alligevel ikke overvældende imponeret. Den var kæmpestor og tog flere timer at komme igennem, hvis den skulle ses ordentligt. Problemet var at da jeg havde set en halv times tid af den, var resten stort set bare lig dét, jeg allerede havde set.

hpim3300_tn.jpg

Sommerpaladset set fra søen

Sommerpaladset.
Dewey og jeg var til en forandring ude og kigge på bjergbestigerudstyr, da vi pludselig fik den impulsive ide at tage til sommerpaladset. Klokken var cirka 15:00, da vi begyndte vores færd dertil, men eftersom Beijing er gigantisk, var vi ikke fremme før klokken 16:30. Det betød at da vi ville købe vores billetter, fik vi at vide at dele af attraktionen ville lukke en halv time efter, så vi behøvede ikke den "store" billet, der ellers ville have givet adgang til alt.
For ikke at blive ramt af lukkede døre, bestemte vi os for bogstavligt skrevet at løbe igennem paladset. Det var en sjov og anderledes måde, som de færreste turister vist oplever.

hpim3310_tn.jpg

Den Kinesiske Mur!

Den Kinesiske Mur.
På den sidste fulde dag i Beijing tog jeg en dagstur til den Kinesiske Mur. Eftersom jeg var blevet advaret mod et uhyrligt antal turister ved Badáling, tog jeg i stedet til Simâtái, hvor jeg skulle vandre en tur på 10,5 kilometer, eller måske mere sigende tusiendevis af mere eller mindre vertikale trapper.
Gruppen havde 4,5 timer til at turen, hvilket var voldsomt i overkanten... jeg var i hvert fald færdig efter to timer. Så i stedet for at sidde og vente på at resten skulle komme dryssende, valgte jeg at vandre videre på muren - forbi det aftalte opsamlingssted.
Jeg kæmpede mig videre i 50 minutter, hvor jeg konstant tænkte, at jeg bare liiige ville se forbi det næste vagttårn. Bag det næste måtte der da være noget nyt og spændende, men jeg blev hele tiden bare ramt af det samme syn; en fuldstændig usammenlignelig flot og imponerende scene. Efter de 50 minutters gang kom jeg i tanke om, at muren jo var tusiender af kilometer lang, og at jeg nok ikke ville kunne nå til enden på denne tur, så i stedet stormede jeg tilbage.

hpim3314_tn.jpg

Utælleligt mange og stejle trin skulle trædes før den flotte tur var omme...

Efter Beijing tog Dewey og jeg videre til Datong via tog, hvor vi desværre endte med at dele kabine med nogle udsædvanligt lugtende medpassagerer. Da de tog deres sko af spredte en umenneskelig og direkte sygeligt brækfremkaldende stank sig i den åbne 6-personers kupé, også kaldet en "hardsleeper". Jeg var overbevist om at de måtte have en frygtelig sygdom i fødderne, der havde forvandlet dem til væmmelige og slimede klumper af dødt væv, men Dewey mente at de nok bare ikke havde vasket sig i laaang tid. I skrivende stund er jeg stadig i tvivl.

hpim3339_tn.jpg

Man kunne tage denne kabelbane ned fra muren til slutdestinationen på turen... det gjorde jeg naturligvis!

I Datong tog vi på en dagstur til Yungang grotterne samt til det hængende kloster nær byen Húnyuán.
Vi startede med det hængende kloster, hvor vi pludselig lagde mærke til tre danske piger, da de, ligesom os, skilte sig ud fra de mange kinesiske turister. Jeg tænkte egentligt, at jeg ikke gad danske turister, men utroligt nok kom de hen til vores bus og spurgte chaufføren, om de kunne køre med tilbage til Datong.
Kort efter var de på vej, med resten af gruppen, mod Yungang grotterne, hvor jeg i min evige gavmildhed og betænksomhed hjalp dem med at "konvertere" deres rejseforsikringskort til studiekort, så de kunne få rabat på indgangen. Derefter gik snakken og løbet af dagen havde vi en aftale med Jane, Jane og Julie om at tage sammen til Pingyáo dagen efter.

hpim3344_tn.jpg

Det hængende kloster

Pingyáo var en hyggelig gammel by omringet af en bymur, der afskærmede byen fra den "moderne" omkringliggende verden. Naturligvis var byen ødelagt af turisme, men hvis man så bort fra de nærgående sælgere, havde man det stereotype billede af en gammeldags kinesisk by.
Da vi ankom tog vi straks til Harmony Hotel, eftersom pigerne havde hørt, det skulle være godt. Ejerne startede også med at være vældig flinke, så vi lagde os glade til at sove i dét, vi dagen efter skulle finde ud af var vores overbetalte værelser. Der var ikke plads på selve Harmony, så vi havde fået to værelser på et nærtliggende hotel. Da vi vågnede spurgte Dewey og jeg om prisen på et værelse, og fik dertil at vide et værelse kostede det halve af det vi betalte. Intet under at de var så flinke!
Efter at have forklaret ejerne af Harmony om situationen og fået vores retmæssige rabat, gik vi ud og så byen. Da vi senere kom tilbage fortalte kvinden fra Harmony, at der var en dansk dreng, som ventede på pigerne. Det viste sig at være en ung fyr, Nikolaj, de tidligere havde mødt i Beijing. Han var taget hertil bare for at mødes med dem - bagefter ville han tage tilbage igen - ganske utroligt!!! Herefter var vi fem, der rejste sammen.
Om aftenen slappede vi af ved en gaderestaurant, der serverede mad for de lokale, hvorefter vi tog på en vestlig bar og drak til ud på natten.

hpim3364_tn.jpg

Buddha figur ved Yungang grotterne

Dagen efter hyrede vi gammel rotte af en guide til at vise os rundt i byen. Selvom han naturligvis ikke viste os alle de ting han havde lovet, var det nu alligevel en hyggelig tur. Den sluttede lidt før tid, fordi guiden var blevet sulten, så vi bestemte os for at tage en rundtur oppe på bymuren... på cykel!
Cyklerne var tydeligvis "made in China", men det gjorde kun vores ræs mere halsbrækkende og sjovt.
Om aftenen hyggede vi med øl og en flaske vin, jeg utroligt nok havde medbragt fra Mongoliet. Da jeg åbnede den, opdagede jeg at "kliken" fra Mongoliet havde udskiftet min gode vin, jeg med stor omhu havde valgt i en vinbutik i Ulan Batar, med en halvdårlig flaske. Det kom dog ikke som en stor overraskelse, da Dewey, i Beijing, opdagede at Tony fra gruppen havde stjålet nogle skruer fra hans kamera. Det måtte være sket da de reparerede Tonys kamera, efter det var blevet fyldt med sand i Gobi.
Pludselig i løbet af den sene ende af aftenen, kom ejeren af Harmony ind på værelset. Vi havde ikke betalt for denne aften endnu, eftersom vi hver eneste dag havde diskuteret med ham om det manglende varme vand, som han ellers havde lovet. Han kunne overhovedet ikke forstå, han behøvede at holde hvad han højt og helligt lovede. Det blev et langt og udmattende show, der endte med at vi gav ham halvdelen af pengene, og hvis vi vågnede dagen efter til varmt vand, så ville han få resten.

hpim3371_tn.jpg

Datong, en grim og beskidt by

Vi vågnede naturligvis til koldt vand igen, og efter at have undladt at betale resten, tog vi en bus til Tàiyuán, hvorfra vi skulle have toget til Luòyáng. Den togtur skulle blive den hårdeste hidtil. For at spare penge og mest af alt rejse sammen med resten af selskabet, stod jeg på stationen med en "hardseater" billet i hånden og kunne se frem til en 14 timers rædselstur.
Showet startede med at hundreder af kinesere stormede afsted mod toget som lemminger mod en afgrund. Vi forstod ikke helt hvorfor, før vi kom ind i toget; vores kupé var åbenbart med i en optagelsesprøve til Guiness rekordbog for at have flest mennesker i en togkupé på én gang. Efter at have fjernet tre lag kinesere fra vores sæder, kunne vi sidde og "nyde" anden del af showet. Man skulle tro at der var en vis form for etisk regelsæt under et rekordforsøg, men nej! Kineserne snottede, spyttede, hostede og pruttede på gulvet, stolene og ikke mindst hinanden.

hpim3390_tn.jpg

Pingyáo, en hyggelig og gammeldags kinesisk by

Efter 14 lange timers natkørsel med kun et par timers afbrudt søvn ankom vi endelig til Luòyáng. Der indlogerede vi os på et billigt hotel, og sov stort set resten af dagen væk. Om aftenen, da vi vågnede, tog vi ud og så byen, hvor vi endda var så heldige at se en TV stations 30 års jubilærium blive filmet. Bagefter tog vi tilbage til hotellet og sov videre.

hpim3396_tn.jpg

Hvad kan man få tiden til at gå med? Tja, hvorfor ikke torturere hinanden?

Da vi vågnede næste dag tog Dewey og jeg videre til Dengfeng, hjembyen for de verdenskendte Shaolin munke. Pigerne blev tilbage, da Nikolaj mente det var på tide at tage tilbage til Beijing næste dag.
Aftenen i byen brugte vi på at finde et nyt hotel, eftersom det vi boede på denne nat kostede en formue - hvilket nærmere betegnet betød cirka 100 kr. Jeg kunne godt selv se, at denne rejseform havde forvandlet mig til et næringssår - jeg gav alle de budgetbevidste rejsende, jeg havde mødt, skylden.
Da vi vågnede denne dag, tog vi hen på busstationen, hvor vi nu sad og ventede på pigerne. Det var egentligt ikke den oprindelige rendezvous plan, men hostlet, vi havde aftalt at mødes ved, eksissterede ikke mere.

hpim3401_tn.jpg

Barcode Brothers... øhh... Sisters

Vi mødte aldrig pigerne på togstationen, så efter nogle timer tog vi i stedet til hostel nummer to i The Lonely Planet, hvor der var en chance for at de kunne være.
Og det var de... sammen med Nikolaj, der efter sigende først kunne få en togbillet til Beijing dagen efter.
Efter at have aftalt at mødes dagen efter, tog Dewey og jeg tilbage til Dengfeng. Pigernes hostel var et stykke udenfor byen, tæt på Shaolin templet, så vi ville tage hen til dem næste morgen.

hpim3410_tn.jpg

Cykelræs rundt om Pingyáo